Europas traktatskæbne afgøres til oktober

Nu ligger datoen fast: Irerne skal vende tommelfingeren op eller ned til EU's reformtraktat til efteråret.

Foto: Francois Lenoir

De irske vælgere skal snart til stemmeurnerne for at stemme ja eller nej til den såkaldte Lissabontraktat, som strømliner de indviklede beslutningsprocedurer i EU og giver unionen mere slagkraft bag ordene i udenrigspolitikken.

Folkeafstemningen falder 2. oktober, meddeler Brian Cowen, premierminister på den grønne ø.

På EU-topmødet sidste måned forhandlede Cowen et sæt "garantier" på plads inden for områder som Irlands militære neutralitet, abortforbud og lave selskabsskat.

Garantierne sigter på at berolige de irske vælgere, som forkastede EU-traktaten ved en folkeafstemning sidste sommer. Regeringen i Dublin har denne gang bebudet en mere velorganiseret og livlig ja-kampagne frem mod folkeafstemningen. Og de irske vælgere står da også til at vedtage traktaten, hvis man skal tro de seneste meningsmålinger.

Foruden Irland mangler den polske og tjekkiske præsident også at sætte deres underskrifter på traktaten, før den er godkendt af samtlige 27 EU-lande.

/ritzau/