Europas nye indre marked for vind og skæve afgrøder

Produktionen af europæisk marihuana er tredoblet på fem år, vurderer eksperter. Der er opstået et europæisk marked for fremstilling og handel, der har erobret markedsandele fra asiatisk og nordafrikansk hash.

Den europæiske stordriftproduktion af rusmidler breder sig: I sidste måned måtte hollandsk politi sammen med tilkaldte specialister i gang med at rydde et område i Reuver tæt ved den tyske grænse for 18.000 ulovlige marihuanaplanter – til en anslået værdi på gadeplan på ca. 150 mio. kr. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BARCELONA: For et par år siden fik borgmesteren i den lille catalanske by Rasquera en lys idé.

Syv hektarer jord skulle lægges ud til dyrkning af cannabis i en kommunalt drevet plantage med en rygeklub i Barcelona som kunde til afgrøderne, foreslog han. På den måde kunne der skabes arbejdspladser og anden hårdt tiltrængt økonomisk aktivitet i den gældsplagede flække, der ligger i bjergene omkring Ebro-flodens nedre løb.

Men selv om Rasqueras indbyggerne godkendte den i mere end én forstand grønne kommuneplan ved en folkeafstemning, blev den aldrig til noget. Byretten i Tarragona underkendte borgmesterens kreative udlægning af en lov, der tillader dyrkning til eget forbrug. Og hans argumenter om, at plantagen ville tage forretning fra såvel narkomafiaerne som de uorganiserede, illegale hampbønder og kanalisere penge fra den sorte økonomi over i den hvide, gad ingen for alvor høre på.

Var forbuddet, som den nu tidligere borgmester og andre tilhængere af legal cannabis har hævdet, udtryk for hykleri og dobbeltmoral snarere end en restriktiv rusmiddelpolitik?

En kendsgerning er det i hvert fald, at ulovlig dyrkning af den euforiserende plante gennem de seneste år er eksploderet, uden at det indtil videre har givet anledning til nævneværdig debat. Ikke blot i fjerne, catalanske bjergegne, men overalt i Europa.

Et indre marked

Når europæerne ryger sig skæve, har det traditionelt været i varer importeret fra en række asiatiske og nordafrikanske lande, i særdeleshed Marokko. Tal fra Europol viser imidlertid, at mængden af beslaglagt importhash er faldet til under halvdelen af, hvad politiet i de forskellige medlemslande konfiskerede for år tilbage. Det skyldes tilsyneladende, at europæiske leverandører har sat sig på en stor del af markedet.

Eksperter vurderer overfor den spanske avis El País, at produktion af såkaldt eurocannabis samlet set er tredoblet i løbet af de seneste fem år, og at Europas selvforsyningsgrad ligger i nærheden af 60 pct. Samtidig er der opstået et »indre marked« med eksport og import på tværs af kontinentet.

Spanien er et godt eksempel på udviklingen: Fra 2009 til 2013 er spansk politis beslaglæggelser af marihuana vokset med ikke færre end 532 procent, og produktionen foregår ikke længere i hippiekollektivers sammenflikkede drivhuse men på nærmest industrielle bedrifter med kapacitet til masseproduktion.

Alt tyder på, at middelhavslandet, der i årevis var transitområde for og storforbruger af marokkansk hash, nu selv eksporterer – både på eget, spansk initiativ og i samarbejde med hollandske og britiske organisationer.

Briterne og hollænderne er ikke blot kontinentets største forbrugere af cannabis. De to nordeuropæiske lande fører også an, når det kommer til produktion, med Polen og Belgien på de næste pladser. Også i Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet bliver der dyrket på livet løs og flere steder i et eksotisk samarbejde med vietnamesiske organisationer, fremgår det af en rapport fra Europol.

Let og rentabelt

Forklaringen er, ifølge eksperterne, oplagt: Hamp er blevet en nem og relativt indbringende afgrøde i Europa.

Forædling af planterne, der er blevet mindre og mere produktive, har sammen med udvikling af dyrkningsmetoderne gjort det muligt og rentabelt at dyrke stort set hvor som helst – også under køligere himmelstrøg. Samtidig kan europæiske marihuanaproducenter uden så lang transport, så mange fordyrende mellemled og udgifterne til forarbejdning af hash stryge en langt større del af salgsprisen som fortjeneste end eksempelvis de marokkanske cannabisbønder.

Set ud fra et rent økonomisk synspunkt giver projekter, som det borgmesteren i Rasquera forsøgte at føre ud i livet, altså umiddelbart god mening.

Men at dømme efter de spanske myndigheders kompromisløse reaktion såvel som modstanden mod lignende ideer andre steder i Europa – eksempelvis Liberal Alliances forslag for nylig om brug af rusmidler i den danske sundhedssektor – er der endnu lang vej til legal eurocannabis.