Europas nye bøhmand? Han hedder Hermann

Den onde tysker er tilbage. Han moser sig frem med sine penge og helmer ikke, før han har fået hele Europa til at leve på tysk, siger kritikerne. Frygten fra genforeningen har fået nyt liv. Men måske er der en anden forklaring.

Angela Merkels Tyskland betaler i øjeblikket prisen i den internationale presse for at have magt og ikke mindst for at gøre brug af den. Ikke siden genforeningen har landet fået så meget på puklen for blandt andet altid at hige efter mere. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Margaret Thatcher havde argumentet klar i sin håndtaske, og når hun i sommeren 1989 mødte andre topledere, fiskede hun sit clou frem – sit kronargument mod en tysk genforening:

Et kort, som viste Tysklands landegrænser anno 1937.

Kortet illustrerede i sin simpelhed »det tyske problem«, sagde hun til de andre ledere. Det viste, hvad der skete, når Tyskland var for stort, og derfor måtte genforeningen stoppes.

Thatchers håndtaske-kampagne mod genforeningen blev beskrevet i Times i 2009, og det førte dengang til et lettere tilbagelænet grin på hendes bekostning. Men Thatcher var ikke ene om at være bange for et genforenet Tyskland. Det var en uro, som i de måneder gik gennem Europa.

I Élyseé Palæet i Paris kunne præsident Mitterrand eksempelvis nærmest høre rumlen fra kampvogne i Ardenner-skovene. Et genforenet Tyskland ville forsøge at genvinde tabt terræn, frygtede han, og ifølge nyhedsbureauet AFP sagde han til Thatcher, at resultatet kunne blive »værre end Hitler«. Den italienske premierminister Andreotti og hollandske Lubbers var på bølgelængde. Et stærkt Tyskland ville ikke kunne nære sig, sagde de, og den britiske ambassadør i Bonn fangede den europæiske frygt i et fortroligt telegram, som han i 1989 sendte hjem til London.

»Der er noget i den tyske karakter, som altid higer efter mere,« skrev han.

»Grimme tysker«

Er der stadig noget at grine ad? Eller kan frygten fra 1989 se sig selv i spejlet?

Hvis man skal tro en række kritikere, begynder skrækvisionerne fra 1989 at materialisere sig – så begynder den rigtige, den onde tysker at komme ud af skabet. Baggrunden er den benhårde tyske kurs i forhandlingerne med Grækenland – »nu er det ikke længere økonomiske forhandlinger, nu er det en ondsindet strafaktion,« som en amerikansk økonom skrev – og som Washington Post spurgte i sidste uge: »Er den onde tysker tilbage?«

Artiklen støvsugede sociale medier og beskrev »boykot Tyskland«-kampagner, billeder af Angela Merkel som seriemorderen Hannibal Lecter og tegninger af EU-flaget med gyldne hagekors i stedet for stjerner. The Guardian beskrev den tyske finansminister som »ond for ondskabens skyld«, og Le Figaro manede fortiden frem og noterede, hvordan Tyskland havde opnået en sejr, som tidligere krævede en landehær. Læg dertil, hvad italienske Il Giornale har hævdet – at Tyskland har gjort euroen til sit masseødelæggelsesvåben, og at det kan ende med et nyt Auschwitz – og pludselig lyder det ikke helt så skingert, når en rigsdagspolitiker fra De Grønne hævder, at kansler Merkel og finansminister Schäuble på kort tid har ødelagt det positive image, som det har taget 25 år at opbygge.

»Den hjerteløse, diktatoriske og grimme tysker har igen et ansigt, og det ansigt er Schäubles,« sagde han i Rigsdagen.

Den tysk-australske professor Klaus Neumann er enig: »Finansminister Schäuble har ødelagt Tysklands velfortjente omdømme som en generøs, miljøaktiv, socialt innovativ og overvejende godartet nation. I stedet har han genskabt billedet af den grimme tysker,« skriver han i et essay i det politiske magasin Inside Story. Resultatet er »frygteligt for Tyskland,« tilføjer han.

Ulogisk hårdhed

Er der noget om det?

Der er uden tvivl noget om, at Tyskland i sommeren 2015 har fået den dårligste internationale omtale siden genforeningen, og at især amerikanske, britiske og sydeuropæiske medier har været ætsende. Men omvendt skal der ikke meget til, før løse penne tegner pikkelhuer og små overskæg på tyskerne – en fodboldlandskamp kan gøre det – og det er ét muligt svar: At hele diskussionen om »den grimme tysker« er en lidt for nem, lidt for hurtig og lidt for dum reaktion, og at det alt sammen er giraffen Marius, som snart er glemt.

Det er én mulighed. Men den internationale kritik er anderledes end ved fodboldlandskampe, blandt andet fordi kritikken af Tyskland ikke kun kommer fra de mere løse penne, men også fra økonomer som nobelpristagerne Paul Krugman og Joseph Stiglitz og fra den franske økonom Thomas Piketty, og medier som New York Times har beskrevet, hvordan både premierminister Cameron og præsident Obama har rystet på hovederne over Tyskland. Og kritikken går ikke kun på unødvendig hårdhed, men på ulogisk hårdhed. Det er således ikke kun den tyske kurs, som bliver betvivlet, men også motiverne bag den – hvorfor gør tyskerne noget, der i en økonomisk kontekst virker meningsløst – og tvivlen bliver derefter sat ind i en unik tysk kontekst.

Når CDU-politikeren Thomas Strobl for eksempel forklarer begivenhederne med, at »grækerne har længe gået os på nerverne«, så ser kritikere som Klaus Neumann det egentlige motiv, og det har noget med hævn, noget med straf, noget med europæisk dominans at gøre, og dermed slår vi en løkke tilbage til Thatcher, Mitterrand og de andre, som i 1989 frygtede en tysk genforening. Dengang som nu var frygten baseret på noget, som var mere end selve begivenheden, statslederne var ikke bange for genforeningen i sig selv, men for de tilsyneladende uomgængelige konsekvenser af et stort og dominerende Tyskland, som ikke længere behøvede at forhandle ud fra en position af ligeværdighed.

»Jeg holder så meget af Tyskland, at jeg helst vil have to af dem,« som den italienske premierminister dengang sagde. Nu er det store og dominerende Tyskland her, og nu ser vi, hvad det kan, og hvad det uvægerligt vil, siger kritikerne. Tyskerne kan med Le Figaros ord gøre, hvad de tidligere skulle bruge en hær til, og tyskerne vil gøre det, fordi de med den britiske ambassadørs ord ikke kan nære sig – fordi de altid higer efter mere.

Euroen = Stuka

Men hvorfor? Hvorfor er tyskerne angiveligt anderledes?

I den nuværende debat har kritikerne haft mere travlt med at påpege, hvad de betragter som tysk enegang og geménhed end baggrunden for den. Men det er ikke en ny diskussion, og en skole af tænkere mener at kunne påvise en Sonderweg, en unik tysk udvikling gennem historien, og den pågældende udvikling er medvirkende til, at tyskerne i dag lider af, hvad forfatteren Arthur Miller har kaldt »et demokratisk underskud«. De har aldrig kæmpet for og vundet deres frihed og demokrati, tværtimod kæmpede de indtil maj 1945 imod begge dele, og derfor stoler han ikke på dem, som han skrev ved genforeningen.

Den førende tyske filosof Jürgen Habermas har heller ikke megen fidus til sine landsmænds fornemmelse for demokrati. Tyskerne betragter ikke demokratiet som en proces, der skal udfordre og forvandle den sociale orden, tværtimod ser tyskerne de to størrelser som ét – processen og målet bliver ét og består i at bevare den særlige tyske orden. Habermas rystede på hovedet over den måde, som Vesttyskland »købte sig til genforeningen«. Det var ikke en demokratisk proces, det var bare et tilkøb, som bevarede den tyske borgerorden, og i tidsskriftet New German Critique forestillede han sig et Europa, hvor tyskerne brugte deres økonomiske magt til at tromle sig frem.

»Det er kønnere end at bruge Stuka-styrtbombere, men stadig en obskøn forestilling,« skrev han dengang.

»Tyske interesser vil blive vejet og vundet med D-mark,« advarede han, og i Süddeutsche Zeitung skrev han i sidste måned, at hans genforeningsprofeti var gået i opfyldelse. Tyskerne betragter nu på europæisk plan den demokratiske proces som en metode til at styrke den tyske borgerorden. I den græske krise handlede det ikke om at finde et kompromis, som tyskerne og grækerne kunne leve med, men om at finde en tysk løsning, som grækerne skulle leve med.

Bøhmand

Men hvad siger tyskerne?

Hvis man skal tro en af de skarpe kritikere, Paul Krugman, er de alt andet end tilfredse med kritikken. Han beskrev i sidste uge på sin blog, hvordan han nærmest druknede i, hvad han beskrev som had-e-mail fra tyske læsere – og ikke så få af dem pegede på hans jødiske ophav. Mere sindsrolige tyske kommentatorer har peget på, at deres land ikke har opført sig anderledes end enhver anden kreditor, som har mange penge til gode og vil have sin penge tilbage. De siger også, at Tyskland frem for raseri og germanofobi skulle have tak for at tage det store slæb, ikke bare i Grækenland, men også i Ukraine og i EU.

Det sidste kan være en tredje og overset forklaring på, hvorfor tyskerne pludselig må lægge ryg til ubehagelighederne. For tyskerne er ikke nødvendigvis mere onde eller udemokratiske end andre, de er bare p.t. mere på end andre. Eller sagt på en anden måde: USA er i de senere år trådt et skridt tilbage i verden, mens Tyskland er trådt et skridt frem, og USA fremstår i dag mere som forligsmand, mens Tyskland fremstår som stridsmand eller herremand. De to lande kan i en europæisk sammenhæng siges at have byttet roller, og med den nye tyske rolle følger æren af at være noget, som de selv har et glimrende ord for: prügelknabe. En europæisk graffitimaler skriver ikke længere »Yankee go home« på husmurene, ikke hvis han politisk er i kontakt med virkeligheden, for Europa har en ny bøhmand – og han hedder Hermann.

Det er prisen for magt og brugen af magt.