Europas ledere rystede over fund af døde flygtninge

En lastbil med op mod 50 døde flygtninge er torsdag fundet i Østrig. Hændelsen har rystet de europæiske ledere, fortæller Tysklands Angela Merkel.

Op mod 50 flygtninge blev torsdag morgen fundet døde i en lastbil. Fold sammen
Læs mere
Foto: DIETER NAGL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På dagen, hvor østrigsk politi fandt en lastbil med op mod 50 døde flygtninge, er en række europæiske statsledere samlet til et topmøde i Wien for at diskutere flygtningesituationen. Nyheden om den tragiske sag ryster statslederne, fortæller den tyske forbundskansler, Angela Merkel, ifølge Reuters.

»Vi er naturligvis alle rystede over den forfærdelige nyhed. Dette minder os om, at vi hastigt må håndtere flygtningesituationen, og at vi må gøre det i den europæiske ånd - det vil sige i en solidarisk ånd - og finde løsninger,« siger hun på et pressemøde.

Ifølge avisen Kronen Zeitung var det højst sandsynlig mangel på ilt, der kostede flygtningene livet. Deres lig blev fundet i en lastbil, der stod parkeret i nødsporet på motorvejen A4 nær byen Pandorf.

Det var angiveligt medarbejdere fra den lokale vejtjeneste, der undrede sig over, at bilen havde holdt parkeret længe, hvorfor de kontaktede politiet, som gjorde den gruopvækkende opdagelse.

Det østrigske indenrigsministerium bekræfter ifølge flere internationale medier, at mellem 20 og 50 flygtninge er døde. Samtidig tyder alt på, at chaufføren er stukket af.

Lastbilen kørte angiveligt på ungarske nummerplader, men ifølge en talsmand for den ungarske premierminister, Viktor Orban, er det en rumænsk statsborger, som har registreret nummerpladerne.