Europæiske svar på flygtningekrisen tager form

Flygtningekrisen er kommet øverst på dagsordenen i alle europæiske lande. Landene er enige om en del, men bestemt ikke om alt. Berlingskes korrespondent i Bruxelles giver her et bud på, hvad der sandsynligvis kan lade sig gøre, og hvad der bliver sværere at føre ud i livet eller blive enige om.

Politikerne er i vildrede om, hvordan Europa skal håndtere flygtningesituationen. Omkring 800 personer har på et enkelt døgn krydset den danske grænse for at søge asyl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Flygtningekrisen er kommet øverst på dagsordenen i alle europæiske lande, der alle byder ind med forskellige syn på, hvad der bør gøres. Landene er enige om en del, men bestemt ikke om alt.

Superalliancen Tyskland-Frankrig har sendt en række fælles forslag til lederne af EUs institutioner samt de øvrige EU-lande.

Berlingske giver med udgangspunkt i forslagene fra Angela Merkel og François Hollande her et bud på, hvad der sandsynligvis kan lade sig gøre, og hvad der bliver sværere at føre ud i livet eller blive enige om.

1. Her er der enighed - og det kommer sandsynligvis til at ske

Hurtig tilbagesendelse til sikre lande:
Det foreslås at lave en fælles liste over såkaldte “sikre lande”, som man hurtigt kan sende asylansøgere, der ikke er individuelt forfulgte, tilbage til. I første omgang vil listen omfatte EU-kandidatlandene på Balkan og Tyrkiet, også det potentielle kandidatland Kosovo, hvorfra der er kommet mange asylansøgere i år. Kandidatlandene formodes at ville samarbejde, og EU-Kommissionen fremlægger onsdag sin nye migrationspakke med en sådan liste.

Øget støtte i nærområder:
Der er i årevis talt meget om at støtte i nærområderne, men mange EU-lande har reelt ladet det blive ved snakken. Flygtningestrømmen til EU er imidlertid ganske begrænset i forhold til de i alt fire millioner syriske flygtninge, der alene er i Syriens nabolande Tyrkiet, Libanon og Jordan. Derfor skal støtten til og samarbejdet med de tre lande straks intensiveres, og det samme gælder landene på Afrikas Horn.

2. Mulig enighed - men det bliver vanskeligt

Grænsekontrol:
Bedre beskyttelse af EU og Schengen-områdets ydre grænser er der også enighed om på overfladen, men ikke i substansen. Merkel og Hollande taler om bedre brug af det fælles Schengen-informationssystem og vil forsvare et Schengen uden intern grænsekontrol til det sidste. Ungarn har omvendt på egen hånd opført et kontroversielt pigtrådshegn langs den 175 kilometer lange grænse til Serbien, og flere lande har øget stikprøvekontrollen internt i Schengen på grund af strømmen af flygtninge- og migranter. EUs migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, sagde mandag, at hegn og mure skal undgås for enhver pris.

Hotspots:
Oprettelsen af “hotspots” i Grækenland og Italien, hvor EUs grænseagentur Frontex og EUs asylstøttekontor EASO skal hjælpe med at sikre registrering af alle ankomne med fingeraftryk, skal accelereres. På den måde skal rene økonomiske migranter hurtig identificeres og adskilles fra asylansøgere med behov for international beskyttelse. Ved registreringen bliver Italien og Grækenland dermed første asylland for tusinder af flygtninge, og de to lande kræver derfor en omfordeling af asylansøgere - populært kaldet flygtningekvoter - hvis alle skal registreres. Og den omfordeling er der ikke enighed om.

Illegale migranter og afviste asylansøgere retur:
Rene økonomiske migranter skal adskilles fra reelle flygtninge og sendes retur, ligesom afviste asylansøgere skal sendes retur. Det kan EU-landene godt være enige om, men det er ikke et nyt fokusområde, og i praksis er der ikke sket meget de seneste år. Sidste år blev kun 39 pct. af de afviste asylansøgere sendt retur, fordi der enten mangler tilbagesendelsesaftaler med bl.a. lande i Afrika, eller fordi oprindelseslandene ganske enkelt ikke vil tage imod. En sammentænkning af returpolitikken med udviklings- og handelspolitikken skal sikre fremskridt, men det bliver ikke nemt, og kommer med sikkerhed til at tage tid.

Et fælles asylsystem:
EUs asylsystem er reelt brudt sammen, fordi flygtninge og migranter ikke bliver registreret ved ankomsten til det første EU-land, som de såkaldte Dublin-regler ellers kræver. Merkel og Hollande vil have alle lande til straks at leve op til reglerne, men det er ikke nok. Procedurerne skal forbedres og ensrettes, så man får et egentlig fælles asylsystem. EUs migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, sagde mandag, at Kommissionen i løbet af få måneder går i gang med en gennemgribende analyse af problemerne med henblik på at ændre Dublin-systemet. Registreringen vil dog være en udfordring, så længe der ikke er en reel byrdefordeling, der afhjælper frontlande som Grækenland og Italien.

Kamp mod menneskesmuglere:
EU-landene er enige om, at bekæmpelsen af menneskesmuglere er en topprioritet, men den kamp vindes ikke fra den ene dag til den anden. Menneskesmuglingen er blevet organiseret kriminalitet på det allerhøjeste niveau, og i Middelhavet kræver en effektiv indsats et bedre samarbejde med Tyrkiet mod øst og et mandat fra Libyen mod syd. Tyrkiet har imidlertid flere syriske flygtninge end hele EU til sammen, og i Libyen er der fortsat to stridende regeringer uden kontrol med landet, og menneskesmuglerne har derfor frit spil i Libyen.

3. Uenighed

Flygtningekvoter:
Merkel og Hollande går ind for et fast system til fordeling af asylansøgere i Europa - populært kaldet flygtningekvoter. Hollande sagde på sin store halvårlige pressekonference mandag, at fordeling ad frivillighedens vej ikke fungerer, og at han derfor har skiftet holdning. EU-Kommissionen præsenterer onsdag i sin nye migrationspakke både en nøgle for fordeling af yderligere 120.000 asylansøgere oveni i de 40.000, som Kommissionen allerede foreslog fordelt tilbage i maj.

Desuden vil Kommissionen foreslå en permanent og obligatorisk omfordelingsmekanisme, som Tyskland og Frankrig altså støtter. Men det gør de fleste central- og østeuropæiske lande bestemt ikke. Tværtom er de meget åbenmundede omkring deres modstand, og dermed kan der næppe skabes et kompromis om flygtningekvoterne. Og uden en fordeling, vil Grækenland og Italien næppe anstrenge sig for at registrere alle, der ankommer til de to sydeuropæiske lande.