Europæiske ledere fryder sig over Wilders nedtur i Holland

»En stemme for Europa og en stemme mod ekstremister,« lyder det fra Jean-Claude Juncker, der sammen med andre ledere i Europa fryder sig over Geert Wilders skuffende valgresultat. Skuffende var det også for Donald Trump, da hans forslag om indrejseforbud i nat blev blokeret ved en domstol på Hawaii. Til gengæld gik det over alt forventning for tennisspiller Roger Federer, da han til Indian Hills for tredje gang vandt over rivalen Rafael Nadal. Få nattens nyheder her.

Det gik ikke som forventet for Geert Wilders og Frihedspartiet til valget i Holland. Dog er partiet nu det andet største. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBIN UTRECHT

Europas ledere fryder sig over Wilders' nedtur i Holland

Frihedspartiet gik frem ved det hollandske valg, men ikke så meget, som partileder Geert Wilders havde håbet.

Europæiske ledere udtrykker glæde over, at det højrenationale Frihedspartiet med kontroversielle Geert Wilders i spidsen ikke fik så godt et valg i Holland, som mange havde forventet.

I stedet blev det liberale VVD, der har premierminister Mark Rutte som leder, det største parti.

En talsmand for den tyske forbundskansler, Angela Merkel, siger, at kansleren har ønsket Mark Rutte tillykke med valgsejren.

- Jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet som venner, naboer og europæere, siger kansleren til Rutte ifølge talsmand Steffen Seibert.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, har også ringet og ønsket Rutte tillykke. Det siger han ifølge sin talsmand.

- En stemme for Europa og en stemme mod ekstremister, siger Juncker.

Den tidligere svenske statsminister Carl Bildt kommenterer Ruttes sejr på det sociale medie Twitter.

- Et stort vælgerfremmøde og en klar sejr i Holland til det man måske kan kalde det anstændige centrum. Opmuntrende for alle, skriver Bildt.

Mange europæiske ledere fokuserer mere på højrenationale Geert Wilders.

- Tillykke til hollænderne med at dæmme op for det yderste højre, skriver Frankrigs udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault, på Twitter.

Den italienske premierminister, Paolo Gentiloni, skriver på samme medie, at "anti-EU's højrefløj har tabt valget i Holland".

Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, har tilsyneladende kun behov for at ytre et enkelt ord efter nyheden om Wilders' nederlag.

- Godt, skriver hun i et kort tweet med et link til de hollandske valgstedsmålinger.

Med 93,5 procent af stemmerne talt op står Mark Ruttes VVD til at få flest stemmer med 21,2 procent. Frihedspartiet står til at blive næststørst med 13,1 procent.

epa05851067 US President Donald J. Trump delivers a fiery speech criticizing the US federal court's order blocking his latest immigration ban at a rally at the Nashville Municipal Auditorium in Nashville, Tennessee, USA, 15 March 201. Trump is appearing at several rallies around the country to push the agenda of his presidency. EPA/RICK MUSSACHIO Fold sammen
Læs mere
Foto: RICK MUSSACHIO.

Domstol på Hawaii blokerer for Trumps nye indrejseforbud

Få timer før Trumps nye indrejseforbud skulle træde i kraft, har en dommer sat det midlertidigt ud af kraft.

Den amerikanske præsident, Donald Trumps, nye indrejseforbud er blokeret af en distriktsdomstol på Hawaii. Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

Indrejseforbuddet skulle være trådt i kraft torsdag. Det er anden gang, at en domstol kommer i vejen for et præsidentielt dekret om indrejseforbud for borgere fra lande med en overvejende muslimsk befolkning.

Det første indrejseforbud blev suspenderet af en dommer i Seattle. Nu gentager historien sig med onsdagens afgørelse fra dommer Derrick Watson på Hawaii.

Suspenderingen af indrejseforbuddet er midlertidig og landsdækkende.

Dommer Derrick Watson begrunder sin beslutning med, at selv om islam ikke er nævnt med navn i indrejseforbuddet, så vil en objektiv iagttager "konkludere, at den præsidentielle ordre blev udstedt med det mål at være til ugunst for en bestemt religion".

Donald Trump har endnu ikke kommenteret afgørelsen. Da hans første indrejseforbud blev sat ud af kraft ved en distriktsdomstol i Seattle, appellerede Det Hvide Hus beslutningen, men uden held.

Kort efter meldte Trump ud, at han var på vej med et nyt indrejseforbud. Det omfattede seks lande mod før syv, da Irak er blevet slettet fra listen.

Syrien, Libyen, Somalia, Sudan, Iran og Yemen er fortsat omfattet af forbuddet.

Men det gjorde ingen forskel, mente flere af de delstater, som havde protesteret mod Trumps første forbud. Deriblandt Hawaii.

I sidste uge kaldte øgruppens demokratiske justitsminister, Douglas Chin, det nye indrejseforbud for en version 2.0 af det første forbud, oplyste NBC News.

- Den nye ordre er ikke andet end en version 2.0 af et forbud mod muslimer. Under påskud af at tage hensyn til den nationale sikkerhed er forbuddet fortsat rettet mod indvandrere og flygtninge, sagde han.

Formanden for Repræsentanternes Hus, toprepublikaneren Paul Ryan, har som en af de første kommenteret afgørelsen fra Hawaii.

Ryan er overbevist om, skriver nyhedsbureauet Reuters, at Donald Trumps indrejseforbud på et tidspunkt vil blive gennemført.

/ritzau/

epa05851153 Rafael Nadal of Spain returns a shot to Roger Federer of Switzerland during their match at the 2017 BNP Paribas Open tennis tournament at the Indian Wells Tennis Garden in Indian Wells, California, USA, 15 March 2017. EPA/LARRY W. SMITH Fold sammen
Læs mere
Foto: LARRY W. SMITH.

Federer begår historisk hattrick mod Nadal i Indian Wells

For første gang nogensinde har Federer slået Nadal tre gange i træk. Roger Federer vandt denne gang 6-2, 6-3.

Schweizeren Roger Federer har slået spanske Rafael Nadal ud af ATP-turneringen i Indian Wells, BNP Paribas Open.

Sejren markerer en milepæl for Roger Federer, der nu har slået Nadal tre gange i træk. Det er aldrig sket før.

Nadal har vundet klart flest af de indbyrdes opgør mellem de to, som begge har fået plads i tennishistorien.

De to topspillere har mødt hinanden 36 gange siden 2004. Nadal har vundet 26 gange, mens Federer nu er oppe på 13 sejre.

Federer var overlegen i den californiske ørken, da han efter 68 minutters tennis havde sendt spanieren ud af turneringen med cifrene 6-2, 6-3.

Dermed er Federer videre til kvartfinalen. Federer vandt tidligere på året Australian Open-finalen mod sin rival efter en tæt og velspillet kamp.

I 2015 slog schweizeren Nadal i finalen ved en turnering i Basel. Det udgør de historiske tre sejre i træk.

De to rivaler er begge blandt de mest vindende nogensinde. I grand slam-sammenhæng har Federer 18 titler, mens Nadal har vundet 14.

Federer møder i kvartfinalen den kontroversielle australier Nick Kyrgios, der slog favoritten Novak Djokovic ud af turneringen.

Kyrgios vandt 6-4, 7-6 (7-3).

Djokovic har ellers vundet den prestigefulde turnering de seneste tre år.

Men den sejrsstime på 19 kampe blev altså brudt af Kyrgios, der servede som en kanon i kampen mod den tidligere verdensetter.

Australieren sendte 14 serveesser mod Djokovic, og det frustrerede tydeligvis den femdobbelte vinder af turneringen i Indian Wells.

Men serberen fik ikke brudt Kyrgios' serv en eneste gang, og dermed har den unge australier stadig ikke tabt et serveparti i turneringen.

Det er anden gang på under to uger, at Nick Kyrgios slår Djokovic. Senest slog han den store serber ud af ATP-turneringen i Acapulco.

/ritzau/AFP

 

U.S. President Donald Trump delivers remarks at the Hermitage, the historic home of 19th-century U.S. President Andrew Jackson, on the occasion of the 250th anniversary of Jackson's birth, in Nashville, Tennessee, U.S. March 15, 2017. REUTERS/Jonathan Ernst Fold sammen
Læs mere
Foto: JONATHAN ERNST.

Fattige lande og miljø står for skud i Trumps budgetudkast

Præsident Donald Trump vil bruge langt færre penge på at beskytte USA's miljø, end hans forgængere gjorde.

USA skal i det kommende finansår bruge langt færre penge på at hjælpe fattige lande og på at beskytte miljøet.

Det skriver The New York Times

Derimod kan det amerikanske militær se frem til at få flere penge at gøre godt med.

Nedskæringer på de to områder ventes at være blandt hovedpunkterne i den grovskitse, eller "skinny budget", som præsident Donald Trump torsdag offentliggør.

Det endelige udkast til en finanslov for 2018 vil først blive fremlagt senere i foråret. I USA begynder finansåret 1. oktober.

I torsdagens delforslag lægger Trump op til store nedskæringer i udenrigsministeriet, og agenturet for miljøbeskyttelse, EPA, står også for skud.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er det især ulandshjælpen, Trump vil reducere.

Kilder oplyser til The New York Times, at Trump vil formindske EPA's budget med næsten 30 procent.

Miljøagenturet har i dette finansår et budget på 8,2 milliarder dollar. Hvis Trump får sin vilje, skal beløbet reduceres med omkring 2,6 milliarder dollar ifølge avisen.

- Det vil bringe budgettet ned til cirka 5,7 milliarder dollar. Det er det laveste niveau i 40 år, når der justeres for inflation, skriver New York Times.

I udkastet lægges der op til at beskære budgettet for udenrigsministeriet med 28 procent, oplyser en kilde til nyhedsbureauet Reuters.

- De kommer virkelig til at skære ind til benet, siger Kenneth Baer, der er tidligere topembedsmand i Kongressens budgetkontor, til Reuters.

Det er dog langt fra sikkert, at den republikanske præsident får sin vilje.

Flere medier nævner, at selv om både Senatet og Repræsentanternes Hus har en overvægt af republikanere, så har flere af Trumps partifæller udtrykt bekymring over nogle af hans foreslåede besparelser.

Trump vil desuden foreslå en udvidelse af forsvarsbudgettet på ti procent. Det svarer til 54 milliarder dollar. Desuden skal der bruges seks procent mere på den nationale sikkerhed.

Det måske mest kontroversielle af alle Trumps valgløfter er, at han vil bygge en mur langs grænsen til Mexico for at holde ulovlige immigranter væk fra USA.

I 2018 har Trump ifølge udkastet afsat 2,6 milliarder dollar til det projekt.

/ritzau/