Europæiske ledere har tirsdag formiddag holdt møde om krigen i Ukraine.
Fredsprocessen bevæger sig fremad, skriver Tysklands kansler, Friedrich Merz, på X efter mødet.
- Nu er der behov for gennemsigtighed og ærlighed fra alle - inklusive Rusland, skriver han og tilføjer, at det er europæiske og canadiske partnere, der har deltaget.
Han uddyber ikke, hvad der nærmere er blevet drøftet eller eventuelt aftalt på mødet.
Det gør Polens premierminister, Donald Tusk, heller ikke. Men han siger ifølge Reuters, at der er grund til at håbe på fred.
- Freden kan ses i horisonten. Der er ingen tvivl om, at der er sket ting, som giver grund til at håbe, at krigen kan få en ende - og ret hurtigt - men det er stadig et håb. Det er langt fra 100 procent sikkert.
- Når jeg siger, at freden kan ses i horisonten, taler jeg om de kommende uger, ikke de kommende måneder eller år. I januar bliver vi nødt til at gå sammen om at træffe beslutninger for Ukraines fremtid - fremtiden for denne del af verden, siger Tusk.
Mødet gik ifølge en talsmand for den polske regering i gang klokken 11.00, og det er omkring klokken 12.15, at Friedrich Merz har skrevet på X.
Ifølge det polske nyhedsmedie TVN 24 var det et telefonmøde, og også statsminister Mette Frederiksen (S) deltog, har Statsministeriet bekræftet over for Ritzau.
Ministeriet har ingen yderligere kommentarer til mødet.
De europæiske drøftelser kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, søndag havde besøg af sin ukrainske modpart, Volodymyr Zelenskyj.
Her drøftede de en fredsplan for Ukraine.
Mødet sker også i kølvandet på den russiske anklage om, at Ukraine har angrebet Ruslands præsident Vladimir Putins bolig. En anklage, som Ukraine har afvist.
Der har over efteråret løbende været forhandlinger på højt niveau om en afslutning af krigen i Ukraine, som har stået på i snart fire år.
Søndag holdt Trump og Zelenskyj i flere timer møde i Trumps ejendom Mar-a-Lago i delstaten Florida.
Efter mødet sagde både den amerikanske og ukrainske præsident, at der var blevet gjort store fremskridt mod at afslutte krigen i Ukraine.
Det stod dog ikke klart, hvilke fremskridt der konkret var tale om, ligesom der heller ikke var nyt om, hvor langt man er fra en egentlig fredsaftale.
Mandag sagde Zelenskyj så ifølge Reuters, at der i udkastet til en fredsplan lægges op til, at USA giver sikkerhedsgarantier for Ukraine i 15 år.
Han havde selv under mødet med Donald Trump efterspurgt sikkerhedsgarantier i op til 50 år.
På den anden side har Rusland stillet krav om at beholde østlige dele af Ukraine, og Rusland har også sagt, at Ukraine ikke skal kunne blive medlem af forsvarsalliancen Nato.
/ritzau/
