Europaanalyse: Kan den persiske atom-hårknude trævles op

Frankrig har flyttet sig nærmere USA i kravet om en hårdere indsats mod det iranske atomprogram – måske endda gennem en militær aktion. Det vækker irritation hos Tyskland og Storbritannien, der er mindre gung-ho på en direkte konflikt med Iran.

Skal vi forestille os, at vi er officerselever på et af de større vestlige militærakademier; West Point, Sandhurst eller Saint Cyr, der er oppe til den afsluttende eksamen.

Opgaven lyder på at komme med en militært bud på, hvordan man kan forhindre en over for Vesten fjendtligt indstillet regional stormagt i at anskaffe sig atomvåben. Lad os bare kalde den regionale stormagt for Iran.

Den sikreste måde at standse atomprogrammet på vil selvfølgelig være at invadere landet og afsætte det regime, som ønsker atomvåbnene.

Hhmm ... temmeligt stort land, ikke sandt. Vi skal vel begynde sydfra via Den Persiske Golf. Men så skal man lige over nogle hundrede kilometers bjergkæder for at komme til Teheran. Og hvor skal soldaterne komme fra på et tidspunkt, hvor Vestens eliteenheder i forvejen er indsat i internationale opgaver i Afghanistan, Irak og Libanon.

Efter at have bidt lidt i blyanten, vil officerseleverne sikkert skynde sig videre til den anden militære mulighed: At man slår atomprogrammet ud – i hvert fald i nogle år – ved systematisk at bombe Irans atomanlæg.

Forudset at det kan lade sig gøre – nogle af atomanlæggene menes gravet dybt ind de iranske bjerge – må Vesten derefter forberede sig på Irans modsvar. For selv om operationen i første omgang er en militær succes, kan anden halvleg hurtigt udvikle sig ugunstigt. Iran kan vælge at slå militært igen mod de vestlige soldater i nabolandene Irak og Afghanistan eller gennem støtte til den irakiske undergrundshær, Taleban eller for den sags skyld Hizbollah-militsen i Libanon.

De mest ærlige af eleverne på West Point, Sandhurst og Saint Cyr vil måske endda slutte opgaven af med at konkludere, at det er nok bedst at lade være.

NU ER DER et stykke vej endnu, indtil man i Vesten skal overveje en sådan militær operation. Men siden den franske udenrigsminister Bernard Kouchner advarede den europæiske offentlighed om, at den måtte indstille sig på krig som en sidste udgang på atomstriden med Iran, er temperaturen steget et par grader.

Kouchner nedtonede ganske vist sine udtalelser, men den franske forsvarschef er kendt som en fortaler for, at Irans atomprogram skal slås ud, fordi det risikerer, at underminere Frankrigs egen status som international stormagt. Den bygger i høj grad på Frankrigs atomarsenal; »la Force Frappe«. Men hvis Iran bliver verdens niende eller tiende – hvis Nordkorea skal tælles med – atommagt, så standser listen ikke der. Det vil være utænkeligt, at den arabiske verden så ikke også anskaffer sig atomvåben, mens Brasilien, Japan og andre kan føle sig fristet. Frankrig vil i den henseende, så kun være reduceret til at være en af talrige atommagter.

Den iørefaldende franske sabelraslen har skabt tilfredshed i USA, der presser på for at få Vesten til at gennemføre stærkere sanktioner mod Iran uden om FN-systemet.

Men der er mere irritation hos de europæiske partnere. Storbritannien er ikke så gung-ho på en konfrontation med Iran, som London-regeringen officielt giver udtryk for. Det britiske militær beklager sig i forvejen over at være spændt for hårdt ud i internationale operationer og er især bekymrede for udviklingen i Afghanistan. Det sidste, man har brug for, er en ny international krise.

Tyskland er direkte mod at afbryde kontakten til Iran, hvilket nye sanktioner utvivlsomt vil medføre. Den tyske forbundskansler Angela Merkel at ønsker at bevare Rusland med på det internationale hold i Iran-sagen. »Det internationale samfund må ikke lade sig splitte,« sagde hun i FNs sikkerhedsråd.

Fra tysk side forventer man, at Rusland vil spille mere konstruktivt med i presset mod Iran, når det russiske præsidentvalg er overstået næste år.

INDTIL VIDERE ER de internationale stormagter da også blevet enige om at give Iran en ny frist. Man vil afvente fremlæggelsen af den næste rapport fra det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA, om det iranske atomprogram i november, før man tager yderligere skridt. EUs udenrigspolitiske chef Javier Solana forsøger samtidig med en ny runde diplomati at tale præstestyret i Iran til at samarbejde og indstille den mest omstridte del af sit atomprogram; nemlig oparbejdelsen af uran, der kan bruges til atomvåben.

Der er stadig tid at løbe på. De amerikanske efterretningstjenesters fælles vurdering er, at det vil tage Iran mindst fire til seks år, før landet kan beskrives som en troværdig atommagt. Europæiske eksperter er mere pessimistiske og regner med godt tre år.

Europæiske diplomater forventer derfor heller ikke nogen amerikansk militær aktion på denne side af præsidentvalget. Bush-administrationen ventes ganske at ville udarbejde planerne hertil, men derpå overlade til den næste administration at tage en beslutning herom; lige som præsident Dwight Eisenhower i 1961 sendte beslutningen om en invasion af Cuba videre til John F. Kennedy.