- Europa tænker kun på sig selv

Vi sætter alt for ofte økonomi over menneskeret, når vi taler med Rusland, siger en russisk advokat og Nobelpris-kandidat, mens præsident Medvedev besøger Danmark.

Dronning  Margrethe tager imod Præsident Medvedev i Københavns Lufthavn. Fold sammen
Læs mere
Foto: DMITRY ASTAKHOV / RIA NOVOSTI/KREMLIN POOL
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

MOSKVA: Lidija Jusupova er alt andet end optimist. Hun har netop været i Norge, hvor den russiske præsident Dmitrij Medvedev besøgte den norske statsminister Jens Stoltenberg, forud for sin ankomst i Danmark i går aftes.

- Se, hvordan det endte. De talte om olie og gas. Europæiske regeringer tænker selvfølgelig på deres egne interesser, på finansielle og politiske dividender, siger Lidija Jusupova, der er advokat hos menneskeretsorganisation Memorials kontor i den tjetjenske hovedby Grosnyj.

Europa lukker øjnene

Europa lukker i det hele taget øjnene for situationen i Kaukasus, mener hun. Her fortsætter mord, bortførelser og blodige anti-terroraktioner, selvom krigen i Tjetjenien formelt er afsluttet, siger hun. Og de senere år har volden spredt sig til naboområderne Ingusjetien og Dagestan, hvor der ifølge Jusupova hersker en borgerkrigsstemning, der er endnu værre end situationen i Tjetjenien.

- Jeg taler end ikke om menneskeret, for der er ingen rettigheder i Kaukasus. Jeg taler bare om tusinder af skæbner, tusinder af bortførte, forsvundne, myrdede, flygtede, siger Lidija Jusupova, der var blandt kandidaterne til Nobels fredspris 2008.

Også fremtrædende menneskeretsforkæmpere og advokater er blevet myrdet uden at gerningsmændene er blevet dømt, påpeger hun.

- Hvem slog Politkovskaja ihjel? Hvem slog Estemirova ihjel? Hvem slog Markelov ihjel? Hvis forholdet til Rusland er så venskabeligt, så kan man vel tale åbent og kræve et svar det, siger hun.

Mordet på journalisten Anna Politkovskaja i Moskva i 2006 er fortsat ikke opklaret trods talrige politiske løfter. Det samme gælder nedskydningen af advokaten Stanislav Markelov og menneskeretsforkæmperen Natalja Estemirova sidste år.

Alligevel nytter det noget, hvis europæiske lande tør tage de betændte emner op med Rusland, mener hun.

- Der er intet pres hjemme i Rusland. Men Europa betyder noget for Rusland, og jeg tror, det ville have gjort en stor forskel, hvis nogen havde reageret, siger hun.

Situationen ser dog fortsat dyster ud, mener hun. For godt nok har den russiske præsident Medvedev slået til lyd for en social og humanitær indsats i stedet for blot en militær løsning på voldsspiralen i Kaukasus. Det har bare ikke gjort nogen forskel indtil videre, mener hun.

- Har han ressourcer til at ændre noget? Ønsker han det? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at intet har ændret sig til det bedre, siger hun.

simk@berlingske.dk