Europa-Parlamentet fortsætter granskning af Messerschmidts EU-parti

Morten Messerschmidt (DF) kan se frem til, at Europa-Parlamentet kommer forbi det europæiske parti MELD for at gennemkontrollere regnskabet for 2015. Det oplyser Europa-Parlamentets formand, Martin Schulz, i et brev til Rikke Karlsson, der netop har forladt DF i protest mod, at Messerschmidt ikke vil lægge alle MELD-bilag frem.

Morten Messerschmidt (DF) kan se frem til, at Europa-Parlamentet kommer forbi det europæiske parti MELD for at gennemkontrollere regnskabet for 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Europa-Parlamentet er på ingen måde færdig med at granske økonomien i det europæiske parti MELD, som Morten Messerschmidt er formand for.

Europaparlamentarikeren Rikke Karlsson forlod i oktober Dansk Folkeparti i protest mod, at Morten Messerschmidt ikke vil lægge alle bilag i MELD frem. Rikke Karlsson har for at få adgang til alle bilag i MELD klaget sin nød til Europa-Parlamentets formand, Martin Schulz, og i et brev til Rikke Karlsson lover Schulz nu, at Europa-Parlamentet ikke er færdig med granske økonomien i MELD og den tilknyttede fond FELD.

“I forbindelse med lukkeproceduren for regnskabsåret 2015, som er det sidste år, hvor MELD og FELD har ansøgt om støtte, vil Parlamentets tjenester nøje følge de ting, du har adresseret i din email, og jeg vil anmode tjenesterne om at udføre en særlig on-the-spot kontrol,” skriver Martin Schulz i brevet til Rikke Karlsson.

Formanden beder også Rikke Karlsson om at bekræfte, at hun skulle være blevet bedt om at skrive under på at have deltaget i MELD-møder, som hun ikke har deltaget i, samt oplysninger om hvorvidt den praksis også har omfattet andre.

“Jeg læser det som, at man har hørt, at Jørn Dorhmann (DF-medlem af Europa-Parlamentet, red.) også har været ude at sige, at det var sådan, at det foregik. Det synes jeg er lidt specielt, og jeg synes også, at det er specielt, at man vil lave sådan en særlig on-the-spot kontrol, som er en særlig revision, hvor man går ind og lukker dørene og siger: nu skal I finde det og det frem,” siger Rikke Karlsson.

Og Europa-Parlamentets pressechef, Marjory van den Broeke, bekræfter, at det er en særlig undersøgelse, der er tale om.

“Der vil være en accelereret procedure for at kontrollere regnskabet, altså umiddelbart efter decembers afslutning. Parlamentets administration vil sætte sig ned sammen med den eksterne revisor for at gå alle bilag igennem,” oplyser Marjory van den Broeke.

Allerede da Berlingske i slutningen af oktober kunne fortælle, at MELD skulle tilbagebetale en million kroner for en fratrædelsesgodtgørelse, der blev udbetalt til en medarbejder i strid med støttereglerne i 2014, løftede Europa-Parlamentet sløret for, at der også ville følge en grundig undersøgelse af 2015-regnskabet.

I november besluttede Europa-Parlamentets Præsidium så, at der også skulle betales 120.700 kroner tilbage, som blev givet i støtte til lejen af skonnerten Halmø til Dansk Folkepartis sommertogt i 2013.

Morten Messerschmidt har gennem hele forløbet »fuldstændig« afvist alle Karlssons beskyldninger og fastholdt, at alt er foregået efter reglerne, samt at han er uenig i Europa-Parlamentets beslutninger om tilbagebetalingerne, men at pengene selvfølgelig bliver betalt tilbage.

»Der er ikke foregået noget, som ikke er efter bogen,« sagde han til Berlingske i oktober.

Morten Messerschmidt har også tidligere oplyst, at MELD og den tilknyttede fond FELD vil blive lukket ned ved udgangen af året. I november besluttede Europa-Parlamentets Præsidium dog, at tvangslukke MELD og FELD, hvilket betyder, at undersøgelsen af 2015-regnskaber kan indledes umiddelbart efter decembers afslutning.

MELD står for Movement for a Europe of Liberties and Democracy, mens FELD står for Foundation for a Europe of Liberties and Democracy.