Europa i en omvendt skønhedskonkurrence

De nordeuropæiske lande har indledt en intens kamp om, hvem der med stramninger kan fremstå mindst attraktiv for asylansøgere. Vores selvrespekt, EU-samarbejdet og de europæiske normer er truede, mener humanitære organisationer.

Den svenske Rigsdag vedtog torsdag indførelsen af ID-kontrol ved grænserne. Det er blot en af de stramninger, som EU-lande indfører for at forsøge at dæmme op for flygtningestrømmen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når de strammer asylreglerne i Oslo, så gør de det også i Stockholm. Og når de gør det sværere at blive familiesammenført i København, så gør de det også i Haag og Helsinki. Når de nedsætter ydelserne og bygger teltlejre i snevejr i et land, så gør de det også hos naboene.

Flygtningekrisen har kastet de nordeuropæiske modtagerlande af flygtninge og migranter ud i en konkurrence om, hvem der har de skrappeste regler, den mest effektive grænsekontrol, og hvem der i det hele taget kan være mindst attraktiv for asylansøgere. Det sker samtidig med, at EU med svigtende held forsøger at finde de fælles løsninger, som de fleste er enige om skal til for at dæmme op for krisen. EU befinder sig i et vadested mellem en række markante fælles EU-løsninger, som lige nu diskuteres på EUs topmøde i Bruxelles, og stadig flere nationale stramninger, der breder sig fra land til land.

»Man får et billede af et manglende fællesskab, både når det gælder om at sikre de ydre grænser, og når det gælder om at få fordelt opgaverne internt i EU på en retfærdig måde. Når de to ting ikke er på plads, bliver det alles kamp mod alle. Det bliver en omvendt skønhedskonkurrence, som handler om at gøre sig mindst muligt attraktiv, og det gør man så med de alle redskaber, man har til rådighed,« siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm.

På EU-niveau har man forsøgt at tage hånd om krisen på mange måder. Først ved at håndhæve Schengen-reglerne og reglerne i Dublin-forordningen – uden det store held. Dernæst har man indgået særaftaler med Tyrkiet og de nordafrikanske lande, og man har forsøgt sig med kvoter til en fordeling af 120.000 asylansøgere, hvoraf det kun er omkring 100, der er blevet fordelt. Man har forsøgt at oprette EU-modtagecentre ved ydergrænserne og fremsat forslag om en fælles grænsekontrol, som skal kunne sættes ind, også selv om landene ved EUs ydergrænse er imod. Og intet af det ser umiddelbart ud til at virke, først og fremmest fordi det meste af det ikke er vedtaget eller implementeret i nævneværdigt omfang.

»Når fællesskabets midler ikke fungerer, så griber landene til deres egne. Men det er skadeligt for integrationen og vores selvrespekt og for de normer, vi normalt bekender os til. Det presser de enkelte lande til at forlade vores fælles værdigrundlag, og det bekymrer mig,« siger Andreas Kamm.

EU-projektet er på spil

Flygtningekrisen kommer samtidig med, at en nationalkonservativ bølge i Europa sætter spørgsmålstegn ved, om et stærkt EU kan løse de grænseoverskridende problemer.

Danskerne sagde nej til at ændre retsforbeholdet, briterne skal stemme om EU-medlemskab senest i 2017, og i en række lande – herunder Frankrig – vinder EU-kritiske partier frem. Forskningschef ved Institut for Menneskerettigheder Thomas Gammeltoft-Hansen frygter først og fremmest for selve EU-samarbejdet.

»Vi står lige nu i et vadested, hvor man forsøger at holde fast i et EU-spor, som har haft meget begrænset succes. Den interne konkurrence mellem landene om at fremstå mindst attraktiv, skaber enormt dårlige forudsætninger for, at man kan finde fælles løsninger. Og lige nu er det konkurrencen, der har overhånd. Men det skader alle, når man begynder at lave ensidige stramninger, for de andre følger trop, og man forskyder blot problemerne,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen og tilføjer:

»Det er først og fremmest EU-projektet, der er på spil. Det er meget nemt at score indenrigspolitiske point og stemmer på at køre den nationale strammerlinje, uanset at den ikke er særligt rationel. Jeg er personligt bange for, at det, som mange europæiske politikere har gang i, vil presse nogle lande derud, hvor de skal forholde sig mere essentielt til EU. Det sker, fordi man italesætter kritikken og spiller det nationale kort i forhold til at opnå større indenrigspolitisk opbakning.«

Danmark og Sverige i åbent skænderi

I de skandinaviske lande har efteråret budt på stramninger i land efter land. Og mellem Danmark og Sverige har det ligefrem ført til et åbent skænderi mellem regeringerne om, hvem der har ansvaret for, at der nu indføres en ID-kontol, som truer hele integrationen i Øresundsregionen.

»Hvis Danmark havde en bedre kontrol med, hvem der rejser igennem Danmark, så ville det begrænse behovet for grænse- og ID-kontrol ved Øresund,« sagde den svenske indenrigsminister, Anders Ygeman (S), onsdag til det svenske nyhedsbureau TT som et svar på statsminister Lars løkke Rasmusssens (V) skarpe kritik af det svenske initiativ.

Danmark er dog klar til at indføre en lignende kontrol ved grænsen til Tyskland, hvis det bliver nødvendigt.

Men går tendensen overordnet mod de nationale eller de fælles løsninger på længere sigt?

»Jeg håber og tror, at det bringer os til en erkendelse af, at den verden, vi lever i, må føre til styrkede fællesskaber. Jeg kan ikke se, at der er andre veje,« siger Andreas Kamm og tilføjer: »Alternativet er, at EUs grundidé går i opløsning, og sådan ser det lidt ud lige nu.«