Europa-analyse: Én europæisk stemme – eller måske snarere tre

Med enigheden om den nye traktat skal EU i 2009 udnævne både en fælles udenrigsminister og en fælles fast formand. Spekulationerne er allerede i gang om, hvem der skal besætte posterne, Men det vil måske være mere påtrængende at finde ud af, hvordan de eg

Den gamle ræv Henry Kissinger satte en gang europæerne på plads med, at han såmænd gerne ville høre på, hvad europæerne har at sige om udenrigspolitik. Hvis han blot vidste, hvilken person han skulle tale med.

Set fra den anden side af Atlanten kan den Europæiske Union da også ligne det gamle tysk-romerske rige. En masse indbyrdes kværulerende stater, som man vist kun kan tage alvorligt, hvis man måler dem op én for én på deres størrelse.

Så USA har hidtil valgt den gammeldags metode med stort set kun at tale seriøst med de tre traditionelle stormagter i Europa: Tyskland, Frankrig og Storbritannien og springe let og elegant over de fælles europæiske institutioner i Bruxelles.

Men spørgsmålet er, om den går længere. Med enigheden om den nye reformtraktat på topmødet i Lissabon har EU-landene i hvert fald bundet sig til både at udnævne en fælles EU-udenrigsminister og en fast formand (præsident) for EU-samarbejdet i 2009.

BEVARES. Udenrigsministeren må godt nok ikke hedde en udenrigsminister, men i stedet have titlen EUs »høje repræsentant«. Det var for hård kost for briterne at acceptere titlen »EU-udenrigsminister«. Men det narrer ikke så mange.

For amerikanerne bliver personen Europas udenrigsminister.

I forvejen har Javier Solana i de seneste otte år stille og roligt udbygget rollen som EUs udenrigspolitiske koordinator. Men han har været hæmmet af, at han ikke har et tilstrækkeligt stort udenrigspolitisk apparat bag sig. Den nye »EU-udenrigsminister« får kontrollen med hele EUs diplomatiske korps og udenrigspolitiske embedsmænd, som hidtil har hørt under EU-Kommissionen.

Det står lidt mindre klart, hvad den faste formand for Unionen skal lave. Vedkommende skal udnævnes for to et halvt år og gennemføre den praktiske og strategiske ledelse af EU-samarbejdet, der hidtil er gået på skift mellem medlemslandene et halvt år af gangen.

Der er unægtelig lagt op til, at der kan komme nogle hårde politiske kampe med EU-Kommissionens formand, der hidtil har været betragtet som EUs chef, og for den sags skyld også med EUs udenrigsminister, hvis den politiske og personlige kemi ikke stemmer.

DERFOR ER DET selvfølgelig heller ikke ligegyldigt, hvem der skal besætte posterne. Da posten som EU-Kommissionsformand også skal genovervejes i 2009 på linje med stillingen som NATOs generalsekretær – der traditionelt altid besættes af en europæer – er der lagt op til en større personrunde.

EU-Kommissionens portugisiske formand, José Manuel Barroso, vil gerne have en periode mere, og det får han sandsynligvis, idet han kan regne med opbakning fra de mange borgerlige regeringer i Europa og fra regeringen i London.

Der vil næppe heller lyde protester, hvis Javier Solana har mod og energi på at tage posten som EUs udenrigsminister. Andre mulige emner er den tidligere franske udenrigsminister Michel Barnier, den svenske udenrigsminister, Carl Bildt, og den tidligere polske præsident Aleksander Kwasnievski samt som en mulig outsider; den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Ficsher.

Der er to store favoritter til posten som EU-formand: Nemlig den mangeårige og respekterede luxembourgske premierminister Jean-Claude Juncker, der har været med til at strikke mangt et EU-kompromis sammen. Samt den tidligere britiske premierminister Tony Blair, selv om hans person fortsat er omstridt i Europa efter Irak-krigen.

DER VIL selvfølgelig i de kommende måneder være en del spekulationer om, hvorvidt Danmark kan besætte en af posterne, idet statsminister Anders Fogh Rasmussen var mere end interesseret sidste gang, da posten som formand for EU-Kommissionen skulle nybesættes i 2004.

Men det skal man nok ikke bruge for meget tid på. Anders Fogh Rasmussen slog fast i Lissabon, at han er udmærket tilfreds med at være dansk statsminister, og det vil tage nogle år endnu, før Danmark kommer i spil til europæiske topposter.

Det er en udbredt skrøne i dansk presse, at tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i to omgange blev vraget til posten som NATO-generalsekretær, fordi han ikke talte godt nok fransk. Så skulle de have hørt det fransk, som NATOs skotske generalsekretær, George Robertson, talte i årene 1999-2004. Det var nok, til at få Voltaire til at rotere i sin grav.

Uffe Ellemann-Jensens kandidatur var hæmmet af, at lande som Tyskland og Frankrig ikke vil acceptere en politiker fra et land, der ikke vil deltage i EUs militære samarbejde. Og med hele tre EU-forbehold i lasten er det svært at se, hvordan en dansker skal kunne gøre sig bemærket til en EU-toppost.

Nåh ja. Og så er der i øvrigt også sagen med Muhammed-krisen sidste år. Kan EU have en formand eller en udenrigsminister, som den muslimske verden helst ikke vil tale med?