Eurolande er parate til at se på lettelse af græsk gæld

Grækenland vil få et problem med at betale gæld tilbage, hvis ikke der bliver gjort noget, mener eurochef.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bruxelles: Eurolandene vil undersøge mulighederne for at lette Grækenlands enorme gældsbyrde på både kort, mellemlangt og langt sigt, men der er ingen løfter de pressede grækere.

Hollands finansminister, Jeroen Dijsselbloem, der er formand for eurogruppen, siger efter et møde mandag aften i Bruxelles, at han tror, at Grækenland på et eller andet tidspunkt vil få et problem med at betale sin gæld tilbage, hvis ikke der bliver gjort noget.

Men hvornår det problem vil indtræffe, hvor stort problemet vil være, og på hvilke lån det problem vil opstå, ved han endnu ikke. Derfor vil eurolandene nu analysere den græske gæld.

- Den græske gæld består af forskellige typer lån med forskellige rentesatser og forskellige løbetider. Det vil vi nu kigge på. Men vi ved endnu ikke, hvad der kommer ud af det, siger Dijsselbloem.

Samtidig siger EU's økonomikommissær, Pierre Moscovici, at han er "meget sikker på", at eurolandene på deres næste eurogruppemøde 24. maj kan blive enige om at udbetale den næste portion penge til Grækenland fra den allerede aftalte redningspakke.

/ritzau/