EU vil støtte reformer og investeringer i kriseramte lande

Juncker siger, at forslag om to nye økonomiske redskaber skal styrke EU's økonomiske og monetære union.

Foto: VINCENT KESSLER

Bruxelles. EU skal udstyres med nye redskaber, der skal yde rentefrie lån til kriseramte lande og hjælpe med at gennemføre reformer.

Det foreslår EU-Kommissionen torsdag i et nyt udspil til forhandlingerne om EU's næste langtidsbudget fra 2021 til 2027.

Alt i alt skal de nye redskaber ifølge forslaget have en økonomisk slagkraft på 55 milliarder euro. Det svarer til godt 410 milliarder kroner.

Det ene nye redskab skal give kriseramte eurolande mulighed for at låne rentefrit til nye offentlige investeringer, mens de kæmper med at komme sig over økonomiske chok.

Programmet skal også være åbent for lande, der deltager i det europæiske valutasamarbejde og arbejder på at komme med i euroen.

Ifølge forslaget skal landene kunne låne op til 30 milliarder euro uden renter. Det svarer til 225 milliarder kroner.

EU vil rejse pengene på lånemarkedet med EU-budgettet som garanti for, at de bliver betalt tilbage.

Rentefriheden skal efter planen finansieres af en bid af den indtægt, som nationalbankerne får fra at udstede penge.

Udspillet er blandt andet et svar på forslag fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der dog har ønsket mange flere penge i puljen.

Samtidig skal EU etablere et egentligt program til støtte for vigtige reformer i alle EU-lande.

Den samlede EU-støtte kan løbe op i 25 milliarder euro, foreslår EU-Kommissionen i sit nye udspil. Det svarer til godt 185 milliarder kroner.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, siger, at de nye forslag skal styrke EU's økonomiske og monetære union og arbejde til gavn for europæere i alle medlemslande.

Uanset om de allerede er med i euroen eller forbereder sig på at komme det.

- Euroen er vores unions valuta, siger Juncker i en pressemeddelelse.

- Et stærkt og stabilt euroområde er afgørende for dets medlemmer og for EU som helhed, siger han.

Det nye udspil skal nu diskuteres med Europa-Parlamentet og medlemslandene.

I sidste ende skal EU-landene vedtage det næste langtidsbudget med enstemmighed.

/ritzau/