EU vil samle penge ind til ofrene for den langvarige krig i Syrien på en donorkonference for Syrien i Bruxelles den 29.-30. juni, siger EU's udenrigschef, Josep Borrell, fredag.

»Det er en forfærdelig situation i Syrien - og især i Idlib - og der skal gøres noget. Derfor ønsker vi at bringe aktører for det internationale samfund sammen for at sikre de civile i Syrien.«

»Vi vil invitere flere aktører og lande til konferencen. Men især lande, som er involveret i konflikten i Syrien. Det er i særdeleshed Tyrkiet og Rusland«, siger han.

Præsidenten i Tyrkiet, Recep Tayyip Erdogan, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil altså begge været inviteret til at deltage i konferencen.

Beslutningen om at afholde en donorkonference for Syrien blev taget på et ekstraordinært møde med EU's udenrigsministre i Zagreb fredag.

På mødet har de diskuteret konsekvenserne af de nye voldsomme kampe i den syriske Idlib-provins, som er Syriens sidste oprørskontrollerede område. Her har tiltagende uro sendt hundredtusindvis af mennesker på flugt.

Konferencen vil være den fjerde årlige donorkonference, som EU afholder.

/ritzau/