EU opretter en fælles handlingsplan, der skal forebygge undersøiske kabelskader.
Det siger Henna Virkkunen, der er ledende næstformand i EU-Kommissionen for tech-kontrol, sikkerhed og demokrati, under en præsentation af planen i Finlands hovedstad, Helsinki, ifølge Reuters.
I samme ombæring bekræfter Virkkunen, at EU-Kommissionen er blevet informeret om det nye kabelbrud i Østersøen og følger efterforskningen.
Præsentationen af EU-planen sker samme dag, som flere svenske medier har beskrevet et nyt kabelbrud i Østersøen.
Ifølge svensk politi efterforskes det mulige kabelbrud i Østersøen som sabotage.
- Vi har set at næsten alt kan bruges som et våben mod os. Vi kan ikke acceptere dette, siger hun under præsentationen ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
Ifølge Reuters har EU-Kommissionen planer om at øge overvågningen af undersøiske kabler og desuden oprette en flåde, som kan reparere kablerne i nødsituationer.
Mindst 540 millioner euro vil ifølge Virkkunen blive tildelt initiativet. Det svarer til godt fire milliarder danske kroner.
- Vi vil sørge for, at Europa ikke kun er udstyret til at forhindre og opdage sabotage mod kabler, men også til aktivt at afskrække, reparere og reagere på enhver trussel mod kritisk infrastruktur, siger finske Virkkunen ifølge mediet.
Det muligvis beskadigede kabel i Østersøen ligger ifølge den svenske kystvagt ud for øen Gotland i det sydøstlige Sverige.
- Det mistænkte kabelbrud skal være sket i svensk økonomisk zone ud for Gotland. Det er et kabel, der går mellem Finland og Tyskland, siger kystvagtens pressetjeneste ifølge SVT.
Kystvagten har kendt til mistanken siden torsdag, men det er uklart, præcis hvornår det eventuelle kabelbrud skulle være sket, skriver mediet.
Kabeloperatøren Cinia bekræfter, at der er sket en mindre skade på et kabel mellem Finland og Tyskland.
Det skriver Reuters.
Det er tredje gang, at kablet bliver skadet. I henholdsvis november og december blev kablet "fuldstændig skåret over".
Det er endnu uklart, hvordan kablet er blevet beskadiget.
Den svenske kystvagt har ifølge TV4 sendt et fartøj til stedet, hvor man mistænker, at kabelbruddet skulle være sket.
Der er for tiden stor opmærksomhed på undersøiske kabler i Østersøen efter flere hændelser med beskadigede kabler.
/ritzau/