EU vil begrave lossepladserne

Tonsvis af råmaterialer bliver ikke genanvendt, fordi affaldet ligger på lossepladser eller bliver brændt af. Det vil EU-Kommissionen nu gøre op med.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvert år producerer de 28 EU-lande 2,5 milliarder ton affald tilsammen. Kun omkring 40 procent bliver genanvendt, mens 37 procent ligger på lossepladser og 23 procent bliver brændt af.

Ifølge EU-Kommissionen betyder det, at 500 millioner ton råmaterialer hvert år kunne genanvendes til fordel for miljøet og Europas virksomheder. Og det skal der nu gøres noget ved, lyder det.

»Det skal ikke give mening at brænde eller begrave affald, når det har en værdi,« udtaler EUs miljøkommissær, Janez Potocnik, i en pressemeddelelse, efter EUs miljøministre på et møde tirsdag har diskuteret det nye affaldsforslag.

Og det er den danske miljøminister, Kirsten Brosbøl (S), enig i. Hun mener, at det er »et nødvendigt forslag for at bringe EU nærmere en cirkulær økonomi«:

»Forslaget ligger i god forlængelse af regeringens arbejde med at begrænse affald. Affald er spild af værdier, og vi skal genbruge meget mere end i dag,« siger hun med henvisning til regeringens ressourcestrategi »Danmark uden affald«, der blandt andet har som mål at genanvende dobbelt så meget husholdningsaffald i 2022 som i dag.

Danmark deponerer i dag kun sammenlagt cirka seks procent af vores samlede affald.