EU støtter enhver plan, som medfører en retfærdig og varig fred i Ukraine, og som involverer Ukraine og Europa.
Det siger EU's udenrigschef, Kaja Kallas, ifølge Reuters.
Udmeldingen kommer, efter at USA har sendt et udkast til en fredsplan til Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
- I forhold til fredsplanen, som vi kan forstå, at præsident Zelenskyj er blevet præsenteret for, har vi altid sagt, at for at en plan kan fungere, skal den have Ukraine og europæerne med om bord, siger Kallas i en tale i Bruxelles.
Mens der ikke fra officiel side er offentliggjort indhold fra udkastet, har anonyme kilder beskrevet detaljer til flere medier.
Blandt andet Reuters, Financial Times og AFP har skrevet om indholdet.
Udkastet lægger op til, at Ukraine til gengæld for en afslutning på krigen skal give afkald på den østlige Donbas-region. Det gælder både områder, som i dag er under russisk kontrol, og områder, der er under ukrainsk kontrol.
Desuden skal Ukraine reducere landets væbnede styrker til det halve af, hvad de er i dag, skriver Financial Times. Og et fremtidigt ukrainske medlemskab af forsvarsalliancen Nato bliver ifølge AFP udelukket.
En unavngiven amerikansk embedsmand har sagt til det amerikanske medie Axios, at aftalen til gengæld forpligter USA og landets europæiske allierede til at yde en Nato-lignende sikkerhedsgaranti for Ukraine.
Et angreb på Ukraine skal dermed betragtes som et angreb på hele det "transatlantiske fællesskab", lyder det i udkastet.
Ifølge udkastet skal europæiske kampfly desuden placeres i Ukraines naboland Polen, men ingen Nato-soldater skal udstationeres i Ukraine.
Det ukrainske præsidentkontor bekræftede torsdag aften, at det havde modtaget et udkast til en fredsplan bestående af 28 punkter.
Zelenskyj sagde i den forbindelse, at han regner med at tale med USA's præsident, Donald Trump, om de diplomatiske muligheder de kommende dage.
/ritzau/
