EU truer USA med at stoppe forhandlinger

EU-landene – heriblandt Danmark – truer nu USA med at droppe nyligt indledte forhandlinger om klima uden om FN.

Nusa Dua, Bali
Tonen er blevet hævet kraftigt ved klimaforhandlingerne på Bali.

Tysklands miljøminister Sigmar Gabriel siger således nu, at EU-landene er klar til at afbryde nyligt indledte forhandlinger med USA om klimaforandringer.

Disse forhandlinger, der foregår uden om FN, blev indledt af USA’s præsident George W. Bush i september, men de slutter, hvis ikke klimakonferencen på Bali ved afslutningen i morgen kan præstere et tilfredsstillende resultat.

”Så bliver der ikke flere møder mellem landene med de største økonomier,” sagde Sigmar Gabriel.

Tysklands kansler Angela Merkel lægger stor vægt på klimapolitikken, som hun placerede helt centralt ved EU-topmødet i Bruxelles i foråret.

USA under ledelse af Paula Dobriansky, viceminister for demokrati og globale anliggender, afviste ved middagstid lokal tid at gå ind på EU-landenes krav om, at rige lande skal forpligte sig til at reducere deres co2-udslip med mellem 25 og 40 pct. inden 2020.

FN’s klimachef Yvo de Boer advarede lidt tidligere om, at ’dødvandet’ mellem USA og EU over nedskæringer i udledningerne truer med at køre diskussionerne helt af sporet.

”Jeg er meget bekymret over, hvor langsomt det går,” sagde Yvo de Boer.