EU truer med flere sanktioner mod Lukasjenko på årsdag

Det er et år siden, at Lukasjenko ved et valg fastholdt sit greb om magten, og store protester brød ud.

Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, har med hård hånd bevaret grebet om magten i næsten 30 år. (Arkivfoto) Uncredited/Ritzau Scanpix

Et år efter at Aleksandr Lukasjenko blev genvalgt som Belarus' præsident, truer EU med flere sanktioner mod manden, der er blevet kaldt »Europas sidste diktator«.

»EU er parat til at overveje yderligere sanktioner i lyset af regimets åbenlyse tilsidesættelse af internationale forpligtelser,« siger EUs udenrigspolitiske chef, Josep Borrell.

Sidste års valg menes at være svindel, og store demonstrationer brød ud i gaderne i Belarus.

Protesterne regnes for den mest betydningsfulde udfordring for Lukasjenko, siden han kom til magten i 1994.

Men også den udfordring lykkedes det ham brutalt at overvinde.

Siden har præsidenten om muligt gjort sig endnu mere upopulær hos EU.

Det er blandt andet sket med en tvungen og ifølge Josep Borrell ulovlig landing af et Ryanair-fly i maj og senest ved at bruge illegale migranter som politisk gengældelse for EU-sanktioner.

Lukasjenko blev 9. august sidste år erklæret som vinder af præsidentvalget med 80,1 procent af stemmerne trods massive anklager om valgsvindel.

Masseprotester efter valget blev slået ned med vold.

I kølvandet på protesterne døde mange under uro i gaderne.

Tusinder blev tilbageholdt, og menneskerettighedsorganisationer beretter om brug af tortur i landets fængsler.

Nogle oppositionsledere fik lange fængselsstraffe. Andre som Svetlana Tikhanovskaja blev tvunget til at forlade landet.

Hun hævder at have vundet præsidentvalget i august sidste år.

EU anerkender ikke længere Lukasjenko som præsident og har allerede indført sanktioner i de seneste måneder på grund af undertrykkelse af civilsamfundet og den demokratiske opposition i landet.

Senest har EU indført økonomiske sanktioner efter anholdelsen af den regeringskritiske blogger Roman Protasevitsj.

/ritzau/dpa