EU-topfolk i vildt opgør om omfordeling af flygtninge

Tvungen omfordeling af flygtninge på kvoter splitter EU og er desuden ineffektivt, skriver Donald Tusk i brev.

EU-præsident Donald Tusk (i midten) mener, at forslag om at fordele flygtninge på tvungne kvoter blokerer for en reform af EU's asylsystem. Det falder ikke i god jord hos EU-Kommissionen. Scanpix/Emmanuel Dunand/arkiv Fold sammen
Læs mere

EU-præsident Donald Tusk optræder »uacceptabelt« og »antieuropæisk«, når han vil skrotte den tvungne omfordeling af flygtninge i EU's nye asylsystem.

Sådan siger EU's migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, tirsdag i et frontalangreb på EU-præsidenten.

»Det er antieuropæisk,« siger Avramopoulos på en pressekonference i Europa-Parlamentet i Strasbourg.

»Og det benægter og ignorerer det arbejde, vi har gjort i de seneste tre år,« siger han.

Striden handler om et af de papirer, der ledsager Donald Tusks invitation til topmøde i Bruxelles torsdag og fredag.

Her peger EU-præsidenten på, hvorfor en reform af EU's asylsamarbejde ikke kommer nogen vegne.

EU-landene skal efter planen blive enige om en reform til juni næste år.

Men planerne om at køre videre med en omstridt omfordeling af flygtninge via tvungne kvoter splitter EU. Og det blokerer for enighed om en reform.

»Sagen om de tvungne kvoter har vist sig at være særdeles splittende, og tilgangen har vist sig at være ineffektiv,« skriver Tusk til EU-toppen.

En kilde i EU's ministerråd siger, at en tvungen midlertidig ordning, der blev vedtaget i 2015, kun har omfordelt 32.000 flygtninge.

I samme periode har der været over 1,5 millioner asylansøgninger.

»Så det er en dråbe i havet. Det er ikke vigtigt i forhold til at løse krisen. Og det splitter helt vildt,« siger EU-kilden.

»Hele diskussionen om omfordeling har antaget proportioner, der er fuldstændig vilde i forhold til, hvad redskabet er værd,« siger kilden.

Derfor vil Tusk droppe kvoterne. I stedet vil han bruge alle kræfter på at sikre de ydre grænser, forebygge masseankomster og at få gang i flere hjemsendelser af ulovlige migranter.

Men Avramopoulos er uenig.

»Papiret forberedt af præsident Tusk er uacceptabelt,« siger EU-kommissæren.

Han belærer samtidig Donald Tusk om hans rolle som EU-præsident: den er at forsvare sammenhold og principper i samarbejdet.

»Det papir underminerer en af de vigtigste søjler i det europæiske projekt. Princippet om solidaritet,« siger Avramopoulos.

»Solidaritet handler ikke bare om at tage alle godbidderne. Europa kan ikke overleve uden solidaritet,« siger han.

Udspillet fra Tusk optog også et møde mandag, hvor EU-ledernes rådgivere skulle forberede denne uges topmøde.

Her brugte de over halvdelen af tiden på at diskutere striden om omfordeling af flygtninge, vurderer en højtstående EU-embedsmand.

/ritzau/