EU står og falder med Tyskland

»Den hårde konklusion er, at indtil EU får kontrol med sine ydre grænser og henlægger asylbehandlingen til lande uden for EU, så vil EU og særligt Tyskland få flere asylansøgere, end man på nogen menneskelig måde kan overkomme«.

Udlandsredaktør Anna Libak Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Det var tyskeren Karl Marx, der hævdede, at historien først gentager sig som tragedie og siden som farce.

Er Tysklands kansler, Angela Merkel, ved at indfri hans profeti? Det er det spørgsmål, man i disse uger stiller sig i særligt Østeuropa, hvor man af historiske grunde har et sikkert blik for paradokser. For først nedkaldte Tyskland nazismen over Europa. Det var tragedien. Og for at undgå en gentagelse skabte man i 1951 dét, der siden skulle blive til EU. Nu har Tyskland så nedkaldt humanismen over Europa. Det er farcen. For den truer med at lægge EU i graven.

Siden Merkel 25. august bebudede, at Tyskland egenhændigt ville suspendere EUs fælles asylpolitik, Dublin-forordningen, og tage imod alle syrere – herunder dem, der allerede var blevet registreret i et EU-medlemsland – er antallet af asylansøgere i EU vokset dramatisk. Det var en åben invitation, og gæsterne udeblev ikke. Pludselig var det, som om at hele verden ville til Tyskland.

Men med ét var festen slut. I weekenden indførte Tyskland for første gang i Schengens 20-årige historie kontrol ved grænsen til Østrig. Og så gik det stærkt, eins, zwei, drei, vier; Østrig, Holland Tjekkiet, og Slovakiet fulgte efter. For slet ikke at tale om Ungarn, der længe havde gjort forberedelser og tirsdag erklærede undtagelsestilstand i de sydlige dele af landet. Den frie bevægelighed, EUs bærende mur siden Romtraktaten, har fået en kæmpestor sætningsrevne.

Som i teorien kan udbedres, naturligvis. Derfor betoner alle, som holder af EU, at det hele sker inden for rammerne af Schengen. Der som bekendt tillader medlemslandene under ekstraordinære omstændigheder at genindføre grænsekontrol i 30 dage og maksimalt forlænge den med seks måneder.

Problemet er imidlertid, at Tyskland formodentlig permanent vil befinde sig i ekstraordinære omstændigheder, og det sandsynlige er, at man endda vil være nødt til at skærpe grænsekontrollen yderligere. Af følgende grunde:

For det første tilsiger de hidtidige erfaringer, at en stor del af de asylansøgere, der allerede befinder sig i EU, vil søge til Tyskland. Og eftersom de indre grænser er afskaffet – kontroltårne, pigtråd, den slags – så er det ikke svært at komme over den tyske grænse til fods. Af samme grund har det næppe heller den store betydning, at medlemslandene mandag ikke kunne enes om en solidarisk fordeling af 160.000 asylansøgere – indtil videre er kun 32.500 fordelt ad frivillighedens vej. For de ville jo alligevel være søgt tilbage til Tyskland igen; og ville så skulle tvangsreturneres i teorien. For det ser ikke godt ud på tv, når asylansøgerne fysisk modsætter sig deportation. Det er jo derfor, dansk politi har afholdt sig fra hidtil at tvinge asylansøgere på vej til Sverige ud af togene; man har frygtet den dårlige presse.

 

For det andet vil der fortsat komme nye asylansøgere ind i EU. Tyskland har ikke trukket sit løfte om at asylbehandle alle syrere tilbage, det står stadig ved magt. Derfor vil millioner af syrere fortsat have et incitament til at forsøge at kæmpe sig vej til Tyskland. Hvis ikke gennem Ungarn, så udenom. Og den ansøgerskare er større, end man skulle tro: I denne tid er alle arabere potentielle syrere. Som Der Tagesspiegel forleden kunne fortælle, er der i flere EU-lande opstået et sort marked for falske syriske pas, mens der i Istanbul handles med ægte pas, stjålet fra vestlige turister, der efter visse justeringer kan sikre en uhindret adgang til EU. Der er altså i flygtningestrømmen formodentlig en del syriske konvertitter.

Man kan mene, at det sidste bør være et overkommeligt problem, eftersom asylbehandling gerne skulle afsløre falske identiteter. Men er man først kommet ind, er man svær at få ud. Kun 39 procent af de afviste asylansøgere forlod sidste år EU, resten blev. Hjemlandene vil ikke tage folk tilbage uden dokumenter. Hvem siger, at de overhovedet er derfra? Heri ligger formentlig en del af forklaringen på, at så mange asylansøgere har forlist deres papirer.

For det tredje og allervigtigste, så vil befolkningstallet i netop de områder af verden, hvorfra asylansøgerne i dag kommer, stige hurtigt, voldsomt og ukontrolleret. I 2050 bliver der dobbelt så mange i Afrika, og over 100 mio. flere mennesker i Mellemøsten.

Der er sagt meget om, at vi befinder os i en historisk undtagelsessituation på grund af krigene i Mellemøsten, og at det er derfor, at presset mod EU er blevet så stort. Det er ikke rigtigt. Andelen af fattige i verden er faldet. Faktisk er det formodentlig en af forklaringerne på, at flere søger lykken i EU: De har fået råd til at rejse. Vækst i lande som Senegal og Nigeria har øget tilstrømningen af asylansøgere herfra, hvilket giver mening, når det ses i sammenhæng med globaliseringen, der har skabt friere bevægelighed og information om, hvad der foregår overalt på kloden. Antallet af krige og væbnede konflikter er heller ikke steget. Det er faldet.

Nej, det egentligt nye er, at EU har mistet kontrollen med sine ydre grænser, der forvaltes af nationalstaterne. Det skyldes Libyens sammenbrud. Grækenlands økonomiske kollaps. Samt at Tyrkiet ikke længere forventer eller ønsker at blive medlem af EU og derfor har mistet sit største incitament til at skærme EU mod flygtninge og migranter.

Den hårde konklusion er, at indtil EU får kontrol med sine ydre grænser og henlægger asylbehandlingen til lande uden for EU, så vil EU og særligt Tyskland få flere asylansøgere, end man på nogen menneskelig måde kan overkomme. I Østeuropa håber man på, at Merkel forstår, at det ikke nytter at redde verden, hvis unionen går under.