EU's udenrigschef, Kaja Kallas, retter onsdag kritik af Rusland og udtrykker støtte til Polen efter meldinger om russiske droner i polsk luftrum.
- I nat så vi den mest alvorlige russiske krænkelse af europæisk luftrum, siden krigen begyndte, og indikationer tyder på, at det var bevidst, ikke en fejl, skriver EU's udenrigschef, Kaja Kallas, på det sociale medie X.
- EU står i fuld solidaritet med Polen.
Ifølge den polske premierminister, Donald Tusk, var der et "meget stort" antal russiske droner i polsk luftrum.
Både polske fly og allierede landes fly var på vingerne for at imødegå truslen. Onsdag morgen blev det oplyst, at operationen var ovre.
EU's udenrigschef mener, at nattens hændelser må føre til en reaktion.
- Ruslands krig er ved at eskalere, ikke ved at slutte, skriver Kallas på X.
- Vi må øge omkostningerne for den russiske regering, styrke støtten til Ukraine og investere i Europas forsvar, fortsætter udenrigschefen.
Der har ikke umiddelbart været officielle russiske udtalelser om meldingerne om nedskudte droner. Nyhedsbureauet Reuters har henvendt sig til det russiske forsvarsministerium uden foreløbig at have fået svar.
Flere steder i Polen er der blevet fundet nedfaldne dronedele.
Polens militære kommando har ifølge nyhedsbureauet Reuters oplyst, at radarer undervejs sporede mere end ti objekter.
- Eftersøgninger og forsøg på at finde nedstyrtningsstederne er i gang, oplyser kommandoen, som har takket den vestlige militæralliance Nato og hollandske F-35-fly for hjælp.
/ritzau/