EU sender 7,5 milliarder euro til gældsplagede grækere

Eurolandenes redningsfond, ESM, har endeligt godkendt at sende milliardstor hjælp til Grækenland.

Det økonomisk trængte land Grækenland kan se frem til at modtage 7,5 milliarder euro fra EU.

Beløbet svarer til cirka 55 milliarder kroner og skal forhindre, at landet igen ender på randen af konkurs.

Eurolandenes redningsfond, ESM, har fredag morgen endeligt godkendt udbetalingen af nye milliarder af den låneramme, som blev aftalt sidste år.

Det skriver Annika Breidthard, som er EU-Kommissionens talsperson for økonomi og finansielle anliggender, på Twitter.

Eurogruppens finansministre gav torsdag grønt lys til at sende pengene afsted.

Jeroen Dijsselbloem, hollandsk finansminister og formand for finansministergruppen, fortalte på et pressemøde torsdag, at pengene formentlig vil blive udbetalt til Grækenland i næste uge.

Hvis Grækenland gennemfører alle sine reformer fuldt ud, vil landet i de kommende måneder få udbetalt i alt op til 10,3 milliarder euro (77 milliarder kroner), og den første portion penge på 7,5 milliarder euro falder altså nu, så Grækenland kan holde landet kørende.

/ritzau/