EU-landene har mandag sagt ja til at sætte yderligere 1600 russiske personer og enheder på sanktionslisten.

Det skriver EU-præsident António Costa på X.

Ifølge Costa er det den største enkeltstående udvidelse af EU's sanktionsliste, siden Rusland indledte sin invasion af Ukraine.

- Ingen ønsker fred mere end Ukraine. EU står samlet og urokkeligt i sin støtte til Ukraine og til alle bestræbelser på at få sat en stopper for Ruslands angrebskrig.

- Ikke desto mindre fortsætter Rusland med at optrappe situationen ved at intensivere sine hensynsløse angreb på civile og civil infrastruktur i Ukraine samt sine hybridangreb mod EU-medlemsstaterne, siger António Costa.

Han fastslår, at Ruslands fremfærd "ikke vil forblive ubesvaret". Det er i det lys, at dagens beslutning skal ses.

- Ruslands handlinger vil ikke svække vores beslutsomhed. Vi vil fortsat øge presset, indtil Rusland sætter sig ved forhandlingsbordet og viser en reel vilje til at afslutte krigen, skriver António Costa på X.

RITZAU