Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Strasbourg. Hvis briterne vil ud af EU, kommer det til at ske. Men ændrer de holdning, står EU klar til tage imod.
Det siger EU-præsident Donald Tusk under en tale ved EU-Parlamentets månedlige samling i Strasbourg tirsdag.
- Hvis den britiske regering holder fast i sin beslutning om at forlade EU, bliver brexit en realitet med alle sine negative konsekvenser i marts næste år, medmindre der sker en ændring i hjertet på vores britiske venner.
- Her på kontinentet har vi ikke ændret mening. Vores hjerter er stadig åbne overfor jer, siger Tusk.
Udtalelsen kommer kort tid efter, at der har været sat spørgsmålstegn ved, om briterne skulle have endnu en folkeafstemning om deres medlemskab.
Storbritanniens premierminister, Theresa May, har tidligere afvist at udskrive en ny afstemning.
I Strasbourg bakker EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, op om præsidentens udtalelse.
- Tusk sagde lidt om brexit. Blandt andet, at vores dør, som før, står åben. Det håber jeg ikke, at man overhører i London, siger han.
EU's stats- og regeringsledere blev 15. december enige om, at der var opnået tilstrækkelige fremskridt i forhandlingerne om briternes EU-exit.
Det betyder, at det er muligt at gå videre til anden fase af forhandlingerne om skilsmissen, der handler om fremtidens forhold.
Fremskridtene handler om tre punkter. Den økonomiske slutopgørelse, EU-borgernes fremtid i Storbritannien og grænsen mellem Irland og Nordirland.
/ritzau/