Et flertal af medlemmerne af Europa-Parlamentet opfordrer torsdag Facebook til at lade EU-myndigheder undersøge, hvordan det står til med databeskyttelsen og sikkerheden for Facebook-brugeres personlige data.
Opfordringen kommer i lyset af to store sager om datalæk i år.
Det nylige hackerangreb mod Facebook, hvor 29 millioner brugere blev ramt, og sagen fra tidligere i år, hvor analysefirmaet Cambridge Analytica uretmæssigt indhentede data fra 87 millioner Facebook-brugere.
Ifølge Europa-Parlamentet bør Facebook ændre på sin platform, så den overholder EU's databeskyttelsesregler.
I parlamentet er der en frygt for, at udefrakommende vil forsøge at øve indflydelse på EU-parlamentsvalget i maj 2019.
Derfor skal valgmanipulation på sociale medier bekæmpes. Og de sociale medier såsom Facebook spiller her en vigtig rolle.
Det skal blandt andet gøres nemmere at se, hvornår der er tale om betalte politiske onlinereklamer. Dertil skal det fremgå, hvilken organisation der står bag.
/ritzau/

