EU og Danmark klar til kontrol

Udenrigsminister Lene Espersen (K) er dog også kritisk over for Tyrkiets optræden i de seneste uger i striden med Israel.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LUXEMBOURG: Danmark er på linje med andre EU-lande parat til at bidrage med politifolk til en overvågning af Gazas grænser, så der kan komme gang i indførslen af varer igen.

Det sagde udenrigsminister Lene Espersen (K) efter et møde mellem EUs udenrigs­ministre i går i Luxem­bourg. Her orienterede den inter­nationale Mellemøst­udsending, Tony Blair, om den indgåede aftale med Israel, efter striden om en international »fredsflådes« afvisning ud for Gaza i sidste uge, hvor ni omkom i sammenstød mellem det israelske militær og aktivister.

»Israel har indvilliget til en international undersøgelse om sagen, og det er positivt,« sagde udenrigsministeren.

På EU-mødet blev man derfor også enige om at bakke op herom ved at kræve, at der laves en såkaldt »positivliste« over varer, der internationalt kan indføres til Gaza.

Observatører til grænsen

Samtidig er Danmark på linje med andre EU-lande parat til at sende observatører til grænserne mellem Gaza og Israel og Egypten for at kontrollere vareoverførslen, så den fundamentalistiske Hamas-bevægelse ikke smugler våben ind i Gaza. En tilsvarende international overvågning har fungeret i mange år mellem Egypten og Gaza uden væsentlige resultater.

Flere af EUs udenrigsministre gav også udtryk for deres bekymring for, at Tyrkiet har reageret så hårdt over for Israel efter episoden med »fredsflåden«, og at Tyrkiet også har indgået aftaler på egen hånd med Iran om dets atomprogram.

»Vi ønsker, at Tyrkiet retter deres blik mod Vesten,« sagde Lene Espersen, som var bekymret over en del af Tyrkiets seneste udenrigspolitiske tiltag. Hun vil ikke udelukke, at der kan blive rejst spørgsmål herom i de nuværende optagelsesforhandlinger fra EUs side med Tyrkiet.