De europæiske veje er de sikreste i verden, men alligevel dør over 20.000 mennesker hvert år i trafikken i EU.

Tallet er så højt, at EU formentlig ikke når sine mål for trafiksikkerhed. Det konkluderer Den Europæiske Revisionsret i en ny beretning.

- EU er kommet langt, når det gælder trafiksikkerhed, men der sker stadig mange dødsulykker på vores veje hver dag, siger Eva Lindström, som er det medlem af Revisionsretten, der ledte revisionsarbejdet.

Det er særligt de bløde trafikanter som fodgængere, cyklister og motorcyklister, der er udsatte.

De udgør ifølge beretningen næsten halvdelen af de trafikdræbte. Revisionsretten skønner derudover, at der for hver trafikdræbt person er fem personer, der kvæstes alvorligt.

Det vil med andre ord sige, at der hvert år er 100.000 personer, som bliver alvorligt kvæstet i trafikken i EU.

Udgangspunktet er antallet af trafikdræbte i 2019. Her blev 22.800 mennesker trafikdræbt på vejene i EU.

- Med det nuværende tempo i fremskridtene vil det ikke lykkes at halvere antallet af trafikdræbte senest i 2030, siger Eva Lindström.

Hun forventer, at antallet af trafikdræbte "kun" vil være faldet med 25 procent i stedet for de planlagte 50 procent i 2030.

Den stagnerende udvikler rejser ifølge Revisionsretten "alvorlig tvivl" om EU's evne til at nå ned tæt på nul trafikdræbte i 2050.

Sverige og Danmark er dog blandt duksene. De to nordiske lande har ifølge rapporten den laveste trafikdødelighed med henholdsvis 22 trafikdræbte i Sverige og 26 trafikdræbte i Danmark per én million indbyggere.

Til sammenligning har Rumænien den højeste trafikdødelighed med 86 trafikdræbte per én million indbyggere.

Dermed har Rumænien med andre ord mere end tre gange så mange trafikdræbte som Danmark.

Eva Lindstrøm er overrasket over, hvor stor forskellen er mellem EU-landene.

- At sænke hastigheden er det mest effektive værktøj til at mindske antallet af trafikdrab. Men det har politiske omkostninger.

- Der er flere lande, hvor vi ved, at det vil blive mødt med protester, siger Eva Lindstrøm.

Rapporten fra Revisionsretten viser desuden, at Danmark ud over et af de laveste antal trafikdræbte samlet set også har en af de mest moderne bilparker. I hvert fald er gennemsnitsalderen på de danske biler 8,5 år.

Det er kun overgået af Luxembourg, hvor bilerne i gennemsnit har kørt 7,6 år.

De i gennemsnit ældste biler kører i Grækenland med 17 år, mens bilerne i Rumænien i gennemsnit har 15,1 år under hjulene.

/ritzau/