EU-luftfartsmyndighed følger efterforskning af flyulykke

157 blev søndag dræbt i en flyulykke i Etiopien. EUs luftfartsmyndighed holder øje med situationen.

Folk står nær stedet, hvor flyet styrtede ned søndag. Flyet styrtede, kort efter at det var lettet fra Addis Ababa i Etiopien. Michael Tewelde/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den europæiske luftfartsmyndighed EASA holder nøje øje med efterforskningen af flyulykken i Etiopien.

Det oplyser EASA på sin hjemmeside.

EASA kommer ikke umiddelbart med nogen nye anbefalinger. Men den meddeler, at den vil offentliggøre, når der er nyt om situationen.

Luftfartsmyndigheden er desuden i kontakt med de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, og producenter, lyder det.

Samtidig udtrykker EU-luftfartsmyndigheden medfølelse med de pårørende til ofrene for ulykken, hvor 157 mennesker har mistet livet.

»EASAs tanker er med familie og venner til ofrene for ulykken med Ethiopian Airlines fly ET302«, skriver myndigheden.

Det var søndag, at flyet fra Ethiopian Airlines af typen Boeing 737 MAX 8 styrtede ned af endnu ukendte årsager. Flyet var på vej mod Kenyas hovedstad, Nairobi.

Flyet var magen til det indonesiske fly fra Lion Air, der styrtede kort efter start fra Jakarta 29. oktober 2018. Samtlige 189 personer om bord omkom.

Den amerikanske flyproducent Boeing har mandag oplyst, at der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at udsende en ny vejledning til operatører ud fra de foreløbige oplysninger om flystyrtet.

Flere flyselskaber og lande har dog oplyst, at de holder deres fly af den pågældende type på jorden.

Heriblandt har Kinas myndighed for civil luftfart oplyst, at det har beordret alle landets luftfartsselskaber til midlertidigt at holde fly af denne type på jorden.

Tidligt mandag morgen dansk tid besluttede Ethiopian Airlines også, at alle 737 MAX 8-fly skulle blive på jorden.

Indonesien meddeler ifølge nyhedsbureauet AFP, at det ligeledes suspenderer flyvninger med Boeing 737 MAX 8.

/ritzau/