Opdateret

EU-ledere tror på aftale med Orbán om penge til Ukraine

Der er ikke noget alternativ til en aftale mellem alle 27 EU-lande om penge til Ukraine, siger Belgiens leder.

Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, tror det vil lykkes at indgå en aftale med Orbin, så der kan afsættes 50 milliarder euro til Ukraine over fire år. Det siger han forud for ekstraordinært EU-topmøde i Bruxelles. John Thys/Ritzau Scanpix

Flere EU-landes ledere siger forud for ekstraordinært EU-topmøde torsdag i Bruxelles, at de tror på en aftale med Ungarns premierminister, Viktor Orbán.

Orbán har ellers truet med at nedlægge veto. Han er imod et forslag fra EU-Kommissionen om at afsætte 50 milliarder euro til Ukraine over fire år.

Men det vil være muligt at indgå en aftale med Orbán, forventer Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz.

- Jeg vil arbejde hårdt for, at vi får en aftale mellem alle 27 EU-lande, siger Olaf Scholz.

Også den fungerende hollandske premierminister, Mark Rutte, tror, at det vil lykkes at få Orbán til at fravige truslerne om et veto på topmødet.

- Jeg er forsigtig optimist i forhold til at få en aftale mellem alle 27 EU-lande, hvis Ungarn er villig til at indgå et kompromis, siger Mark Rutte, på vej ind til mødet.

Han mener, at der også er "mange grunde" til, at det er i Orbáns interesse at indgå et kompromis. Han vil dog ikke gå ind i, hvad de er af hensyn til forhandlingerne.

- Vi skal blive enige om de 50 milliarder euro til Ukraine. Deres kamp er vores kamp, siger Mark Rutte.

Han fastslår, at der er forskellige diskussioner i gang, men ikke en klar løsning endnu.

Belgiens premierminister, Alexander De Croo, er mere direkte forud for mødet. Han siger, at der ikke er et alternativ til en aftale med Ungarn:

- Jeg er overbevist om, at vi kan komme frem til en aftale blandt alle 27 EU-lande, siger Alexander De Croo forud for mødet.

Viktor Orbán har på sin side kæmpet for, at der ikke skal afsættes et stort beløb over fire år. I stedet ønsker han, at støtten skal afsættes for ét år ad gangen.

Det vil dog sætte EU og Ukraine i en situation, hvor Orbán hvert år vil få en ny mulighed for at nedlægge veto mod støtten til Ukraine.

Derfor ønsker de 27 EU-lande, at man laver en løsning blandt alle landene. Det vil også give Ukraine tryghed for økonomien, mens krigen mod de russiske invasionsstyrker fortsætter.

Estlands premierminister, Kaja Kallas, ser et mønster i Orbáns opførsel. På det seneste EU-topmøde i december truede Orbán ligeledes med at nedlægge veto mod optagelsesforhandlinger til Ukraine. Det opgav han dog til sidst og forlod lokalet, så de øvrige 26 EU-lande kunne give grønt lys til Ukraine.

- Han vil gerne være centrum for opmærksomheden, men sådan skal det ikke være, og det skal vi holde os til, siger Kaja Kallas.

Hun mener, at EU-landene skal være forsigtige med at belønne Orbáns adfærd.

- Hvis man får noget ud af det, vil det fortsætte hver gang. Jeg vil ikke bruge ordet afpresning, men jeg kender ikke et bedre ord.

Der er mulighed for, at de 26 EU-lande kan lave en aftale uden om Orbán. Men hvis den skal løbe over flere år, vil det kræve afstemninger i flere landes parlamenter. Her kan en aftale støde på modstand fra partier, der hellere vil bruge pengene i hjemlandene.

Alternativet er at lave en midlertidig finansiering. Den kan vedtages med kvalificeret flertal på topmødet uden om Orbán. Men det kan kun ske én gang.

Dermed vil Orbán reelt få en ny vetomulighed næste år.

Det vurderes i Bruxelles, at Ukraine fra slutningen af februar vil mangle penge til at betale for blandt andet skoler og hospitaler, hvis ikke der indgås en aftale.

/ritzau/