Kinesiske platforme som Shein og Temu vil fremover få sværere ved at sende små pakker til EU og dermed udkonkurrere europæiske butikker.
Det vil formentlig blive resultatet af en aftale om at ophæve toldgrænsen for små pakker, som EU-landens økonomi- og finansministre torsdag blev enige om.
Hidtil har de små pakker med en værdi på under 150 euro været toldfri. Beløbet svarer til omkring 1100 kroner.
Det har gjort det muligt for europæiske forbrugere at købe meget billige, mindre varer toldfrit i Kina.
Men det vil blive ændret med torsdagens aftale. Det siger økonominister Stephanie Lose (V), som i kraft af det danske EU-formandskab sad for bordenden ved torsdagens møde.
- Det betyder, at der skal betales told på alle varer, der kommer ind i EU. Det rammer især lavprisvarer importeret fra tredjelande, særligt fra Asien og Kina.
- Det vil skabe mere retfærdige spilleregler for de europæiske virksomheder, siger Stephanie Lose.
I et brev til ministrene forud for mødet har EU-Kommissær for handel Maros Sefcovic foreslået, at tærsklen fjernes i første kvartal af 2026. Det er to år tidligere end planlagt.
Aftalen kommer i en situation, hvor EU er i stadig hårdere konkurrence med Kina, der af EU anklages for blandt andet at bruge statsstøtte til sælge egne varer billigt i Europa og samtidig begrænse markedsadgangen for europæiske virksomheder i Kina.
EU-landene vil nu samarbejde med EU-Kommissionen om en hurtig implementering.
Både DI og Dansk Erhverv hilser aftalen velkommen, selv om de gerne så den strammet:
- Det dæmmer forhåbentlig lidt op for de ulovlige varer fra eksempelvis Kina, vi ser strømme ind over grænserne. Men det er slet ikke nok.
- Det er så små beløb, der bliver lagt til prisen på den udenlandske vare, at vi frygter, at det ikke kommer til at have nogen betydelig effekt, siger Jacob Kjeldsen, branchedirektør i DI Handel.
EU's kommende toldreform er nødvendig, før man for alvor kan dæmme op for de billige kinesiske varer, lyder det fra både DI og Dansk Erhverv.
- Ulempen er, at toldmyndighederne nu skal kontrollere endnu mere, end de skal i dag. Derfor er det meget afgørende, at man også bliver enige om at betragte onlinemarkedspladser, der tegner sig for enormt mange af disse pakker, som "deemed importers".
- Det vil gøre platforme som Temu ansvarlige for at sikre, at produkterne er lovlige, inden de når de europæiske toldmyndigheder. Det vil have langt større effekt, siger Betina Schiønning, der er fagchef for produktregulering og håndhævelse i Dansk Erhverv.
/ritzau/Reuters
