EU-lande på stor opgave med at lukke migrantrute over Middelhavet

De seneste tre år er i alt en halv million migranter, der langt overvejende stævner ud fra det voldshærgede Libyen, kommet til Italien, som ikke kan klare presset mere. Tusindvis drukner hvert år, og samtidig er EU tvunget til at vise, at der kan komme styr på de ydre grænser i Middelhavet. Uden en reel regering i Libyen er det dog mere end vanskeligt. I dag vil EUs stats- og regeringschefer forsøge at tage en række konkrete skridt, fordi migrationen fra Afrika “skal stoppes nu”, som EU-rådsformand, Donald Tusk, formulerer det.

Sidste år kom 181.000 migranter til Italien, og langt de fleste stævnede ud fra det voldshærgede Libyen. Mindst 4.500 druknede, og det er fortsat for uformindsket styrke i år. Flere og flere sendes afsted i gummibåde, der ingen chance har for at nå hele vejen over Middelhavet. Her ses en sådan gummibåd ud for Libyens kýst den 2. januar i år. REUTERS/Yannis Behrakis/File Photo Fold sammen
Læs mere
Foto: Yannis Behrakis

Forholdene for afrikanske migranter i det voldshærgede, nordafrikanske land Libyen er så forfærdelige, at selv en gummibåd, der ingen chance har for at nå over Middelhavet, er fristende i håbet om at blive samlet op og nå det forjættede Europa.

Senest kunne den tyske avis Die Welt i weekenden fortælle, at den tyske ambassade i nabolandet Niger har sendt et notat hjem til det tyske udenrigsministerium, hvor forholdene i Libyen beskrives som »koncentrationslejr-lignende« i de »private fængsler«, hvor menneskesmuglere holder migranter spærret inde. Notatet taler om »henrettelser« af de migranter, som ikke har betalt for den første del af turen til Libyen, samt tortur, voldtægter og afpresning.

Det siger en del om situationen i landet, der siden Oberst Gaddafis død i 2011 har været præget af flere stridende regeringer og et utal af militser, der alle kæmper om kontrol med landet.

Læg dertil, at regionale stormagter som Egypten har store interesser i landet, og at Rusland er begyndt at tale meget med landets stærkeste hærchef, som ikke tager imod ordre fra den FN-støttede regering i Tripoli, og man har en situation, der har gjort Libyen til et mekka for menneskesmuglere, fordi ingen har kontrol med territoriet. Smuglingen foregår ofte i skøn forening med en amputeret kystvagt, som menneskesmuglerne kan lokke med summer, som kystvagtens ansatte ellers aldrig ville komme i nærheden af.

Det er dette land, som 90 procent af de 181.000 migranter, der sidste år kom til Italien, stævner ud fra. Og det er derfor også dette land, som EU er tvunget til at finde løsninger med, hvis migrationen skal bremses.

På den baggrund mødes EUs stats- og regeringschefer fredag til topmøde i Maltas hovedstad Valletta blot 350 kilometer fra Libyens kyst. Opgaven kan umiddelbart se umulig ud, men Italien kan efter de seneste tre år, hvor der hvert år er kommet flere end 150.000 migranter, ikke holde til presset mere.

Og det kan EU heller ikke. I hvert fald ikke politisk. Det er ganske enkelt nødvendigt at demonstrere kontrol med de ydre grænser i Middelhavet for at overbevise befolkningerne om, at EU er svaret på krisen.

»Den centrale middelhavsrute er i dag det største punkt for illegale indrejser til vores kontinent. Det er dødeligt for alt for mange. Det er en beskidt, profitabel forretning for smuglerne. Det er uholdbart for Italien og Europa. Kort sagt: Det skal stoppe. Derfor er vi i Malta nødt til at enes om konkrete, operationelle skridt,« sagde EUs rådsformand, Donald Tusk, da han tirsdag kridtede banen op for EU-topmødet.

Libysk kystvagt får afgørende rolle

De konkrete skridt, som Tusk lægger op til, er først og fremmest at styrke den libyske kystvagt med skibe, træning og bedre betaling af de ansatte, for på den måde at skabe en form for beskyttelseslinje.

Det bliver det pressede Italien, som fører an med blandt andet nye skibe til kystvagten. Torsdag underskrev Italien og den FN-støttede regering i Libyen en hensigtserklæring om et bedre samarbejde i kampen mod illegal migration. I alt kan yderligere ti skibe være på vej til kystvagten fra Italien, men med en over tusind kilometer lang kyst, hvor kystvagten visse steder bliver angrebet af fjendtlige militser og andre steder bliver bestukket af menneskesmuglerne, vil det ikke stoppe strømmen af migranter lige med det første.

EU står i princippet også klar til at hjælpe med sin flådeoperation Sophia inde i libysk farvand, hvis den FN-støttede regering i Tripoli skulle ønske det, hvilket den dog ikke har gjort endnu. Operation Sophia træner allerede den libyske kystvagt, men flere EU-lande er stærkt bekymrede for de forhold, som kystvagten sender migranterne tilbage til, og foreløbigt holder Operation Sophia sig ude af libysk farvand.

Efter artiklen i Die Welt sagde Tysklands kansler, Angela Merkel, også klart, at man kun kan overveje at sende migranter tilbage til Libyen, »når den politiske situation i Libyen har forbedret sig.« EU kan derfor ikke lave en aftale som den med Tyrkiet, der har reduceret strømmen af flygtninge og migranter med hele 98 procent på den rute i de sidste fire måneder af 2016.

Den yderst skrøbelige FN-støttede regering under ledelse af premierminister Fayez al-Sarraj åbnede på et pressemøde med NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, onsdag døren på klem for et samarbejde med NATO eller EU-lande i libysk farvand, hvis det ellers kan ske med fuld respekt for den libyske suverænitet. Han understregede dog, at der først skal være et mere forenet Libyen.

EUs udenrigschef, Federica Mogherini, sagde dog efter sit møde med al-Sarraj, at situationen ikke er til, at Operation Sophia kan hjælpe i libysk farvand, og at fokus derfor er på at styrke selve den libyske kystvagt med skibe og træning.

En risikabel plan

Blandt EU-diplomater erkender man også, at en stærkere indsats i forhold til Libyen er »som at bevæge sig ind i et sort hul«. Man ved ikke, hvor det fører hen, eller hvor man ender.

Forskere advarer da også mod, at det langsigtede hovedmål om at sikre et mere stabilt Libyen kan blive modarbejdet, hvis EU presser den skrøbelige regering for hårdt. Hvis opfattelsen i Libyen bliver, at den FN-støttede regering er styret af EU, så vil den for alvor miste opbakning i Libyen.

»Det bliver svært at stække menneskesmuglerne, som ofte arbejder sammen med kystvagten. Hvis EUs planer krænker den FN-støttede regerings suverænitet, så vil den svækkes yderligere. Den mest sandsynlige udvikling er mere anarki i Libyen,« siger Mattia Toaldo, der har fulgt udviklingen i Libyen i flere år som forsker ved tænkektanken European Council on Foreign Relations.

Han bakkes op af den hollandske tænketank Clingendael Institute for International Relations, der netop har udgivet en rapport om situation i Libyen, og hvordan menneskesmuglerne opererer.

»Migranter i Libyen er en vare. At sende dem tilbage vil ikke ødelægge smuglernes forretningsmodel; det vil kun øge migranternes elendighed. Medmindre en omfattende plan for modtagelsen af migranterne i Libyen udarbejdes, vil enhver migrant, der sætter sine fødder i landet, være i en seriøs risiko for udnyttelse, tortur, voldtægt og død,« lyder en af konklusionerne fra tænketanken.

Diskussion om penge

EU-landene er da også med på, at der er behov for en bred vifte af tiltag - ikke mindst at forbedre forholdene for migranterne i Libyen.

Det handler om et stærkere samarbejde med FN-organisationerne IOM og UNHCR, der er til stede i Libyen, så forholdene for migranterne i Libyen kan forbedres, og flere kan sendes frivilligt hjem. Sidste år sendte IOM 2.800 migranter frivilligt hjem fra Libyen til en række vest- og østafrikanske lande.

Et andet fokusområde er at mindske presset på Libyens ydre grænser. Det vil især sige den sydlige grænse til Niger, der hidtil har været hovedmigrationsruten ind i Libyen. Her har Italien allerede tilbudt hjælp, som den FN-støttede regering overvejer. Problemet er dog, at det er en ørkengrænse, som regeringen ikke har fuld kontrol med. EU sætter derfor også ind i Niger, hvor der de seneste måneder har været lovende resultater med at bremse migrationen.

Og sidst, men ikke mindst, presser Angela Merkel på for et stærkere samarbejde med nabolandene Egypten og Tunesien, men det er også i en spæd begyndelse, har kansleren understreget forud for topmødet.

Spørgsmålet om penge er dog som altid meget ømtåleligt. I første omgang har EU-Kommissionen fundet 200 millioner euro til alle tiltag for at bremse migration over Middelhavet i år. Men det kommer man ikke langt for, og EU-Kommissionen ønsker derfor, at EU-landene skyder flere penge ind. Italien har allerede annonceret en Afrika-fond med et lignende beløb, men fra topmødet vil der ikke komme lovning på store beløb fra EU-landene.

Italien ønsker en decideret fond, ligesom den over 20 milliarder kroner store fond til flygtninge i Tyrkiet, men uden en regering med kontrol over landet, ønsker flertallet af EU-landene, herunder Danmark, ikke at sende betydelige beløb til Libyen. Landene er også bange for, at nabolande som Egypten og Tunesien straks ville ønske lignende summer for at hjælpe EU med at bremse migrationen.

Al-Sarraj sagde på et pressemøde i Bruxelles torsdag, at de penge, som EU har sat af til Libyen, er »beskedne og små« med en skuffet stemme.

Men hvis EU-landene, herunder Danmark, ikke får langt flere penge op ad lommerne, kan det ikke lykkes at bremse migrationen, advarer tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der i sin ministertid også kæmpede med de kaotiske forhold i Libyen.

»De beløb er peanuts. Der skal afsættes helt andre beløb, hvis man skal forhindre folk i at stævne ud. Alt bør sættes ind på at skabe nogenlunde ordnede forhold i Libyen, for ellers nytter det ikke noget mod et så stærkt menneskesmuglerapparat,« siger han.