EU-landene er enige om at fastholde prisloftet på russisk olie på det nuværende niveau på 44 dollars frem til torsdag den 23. juli.

Det skal give mere tid til at arbejde videre med de udestående udfordringer i den 21. sanktionspakke mod Rusland.

Det oplyser en EU-diplomat med indsigt i forhandlingerne.

Dermed står det klart, at den 21. sanktionspakke har vist sig at være så vanskelig at få på plads, at EU-landene ikke når den uofficielle deadline onsdag.

Her risikerede EU at måtte hæve olieprisloftet og dermed give Rusland mulighed for at tjene endnu mere på salg af olie, hvis ikke man blev enige om sanktionspakken.

EU-Kommissionen har lagt op til at forlænge prisloftet i flere måneder, for at ramme Ruslands evne til at finansiere krigen mod Ukraine.

EU-landenes faste repræsentanter måtte dog onsdag give fortabt i forhold til at nå helt i mål med den samlede sanktionspakke mod Rusland.

I stedet har man valgt at give sig selv forlænget spilletid med den midlertidige forlængelse af olieprisloftet frem til den 23. juli.

Her skal en aftale så efter planen komme på plads, så EU også kan fastholde olieprisloftet.

De genstridige forhandlinger viser, at EU selv efter Viktor Orbáns exit som premierminister i Ungarn fortsat har svært ved at nå til enighed om sanktionerne mod Rusland.

De gør nemlig i tiltagende grad også ondt på interesser i forskellige EU-lande, som derfor har gjort indsigelser mod forskellige dele af EU-Kommissionens udspil til den 21. sanktionspakke.

Bulgarien har eksempelvis modsat sig, at den russisk-ortodokse patriark Kirill blev sat på sanktionslisten. Bulgarien har en af verdens ældste ortodokse kirker, Den Bulgarsk-Ortodokse Kirke.

Tyskland har kæmpet imod et forbud mod import af Alaska-sej fra Rusland. Det er en fisk, der ofte bruges i børnemåltider i Tyskland.

Nogle lande har også presset på for at afbøde en plan om at indføre et omfattende visumforbud mod alle russere, der har deltaget i krigen i Ukraine.

RITZAU