Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
EU-lande, der ikke deltager i omfordelingen af flygtninge, skal i gang nu. Ellers bliver de slæbt for retten.
Det er budskabet onsdag fra EU's migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, efter at EU-Domstolen har afgjort, at den tvungne omfordeling er lovlig.
»Medlemslandene skal udvise solidaritet nu,« siger Avramopoulos på et pressemøde i Bruxelles.
»For det er nu, at nogle medlemslande har brug for hjælp,« siger han.
EU-Kommissionen har i sommer taget de første formelle skridt i retning af retssager mod de lande, der ikke vil tage imod EU's kvoteflygtninge.
Det gælder Polen, Tjekkiet og Ungarn.
Avramopoulos siger, at hvis ikke de ændrer deres tilgang »i de kommende uger«, vil EU-Kommissionen overveje at tage det sidste skridt og starte sagerne ved EU-Domstolen.
»Nu er der ingen tid at spilde,« siger Avramopoulos.
»Alle medlemslande skal nu fokusere på at levere på deres pligt til at omfordele,« siger han.
EU's tvungne omfordeling af 120.000 flygtninge i løbet af to år blev vedtaget under voldsomme skænderier i september 2015.
Beslutningen blev truffet, da migrationskrisen var på sit højeste. Grækenland og Italien var ved at vælte under presset. Derfor skulle flygtningene omfordeles.
Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Rumænien var imod. Men de blev stemt ned i en flertalsafgørelse. Det har siden splittet EU-landene i bitter strid.
Ungarn og Slovakiet gik siden til EU-Domstolen for at få omfordelingen kendt ulovlig og annulleret.
Men onsdag har EU-Domstolen sagt god for omfordelingen.
Danmark står på grund af retsforbeholdet uden for den omstridte ordning.
/ritzau/