Landbruget skal have en ekstra sikkerhed for, at man ikke bliver udsat for unfair konkurrence i kommende handelsaftale.
Det mener EU-Kommissionen.
Derfor fremlagde kommissionen onsdag et forslag, der skal styrke beskyttelsen af europæisk landbrug i handelsaftalen mellem EU og de sydamerikanske Mercosur-lande.
- I lyset af de udtrykte bekymringer var det nødvendigt at tilføje et ekstra beskyttelseslag, hvilket vi gør nu.
- Vi har lyttet til landmændenes bekymringer og handler i overensstemmelse med dem, siger EU-kommissær for landbrug og fødevarer Christophe Hansen.
Udmeldingen kommer, mens flere EU-lande tøver med at godkende aftalen.
Derfor kan forslaget ses som et forsøg på at få skubbet aftalen det sidste stykke over målstregen.
Forslaget lægger op til øget overvågning og hurtig reaktion for at beskytte landbrugsprodukter mod unfair konkurrence.
Der er særligt fokus på "følsomme landbrugsprodukter".
Det er eksempelvis oksekød, fjerkræ, ris, honning, æg, hvidløg, ethanol og sukker.
Der har blandt andet været kritik af aftalen fra landmænd i Frankrig, Polen, Belgien, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Østrig.
EU-Kommissionen godkendte dog i begyndelsen af september handelsaftalen med de sydamerikanske Mercosur-lande - Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay.
Det skete efter mere end 25 års forhandlinger.
Ifølge EU-Kommissionen vil aftalen skabe "verdens største frihandelszone", der vil dække et marked med over 700 millioner forbrugere.
EU-Kommissionen anslår, at aftalen kan øge EU's årlige eksport med op til 39 procent.
Det svarer til 49 milliarder euro eller 365 milliarder kroner.
Hvis det lykkedes at opnå den ventede eksport, vil det ifølge EU-Kommissionen kunne understøtte mere end 440.000 arbejdspladser i hele Europa.
Aftalen kræver dog medlemsstaternes godkendelse.
For at sikre den har EU-Kommissionen i aftalen indført vidtgående begrænsninger på, hvor mange fødevarer Mercosur-landene kan eksportere til EU.
For oksekød er begrænsningen eksempelvis på 1,5 procent af forbruget i EU. Ifølge en EU-embedsmand svarer det til to bøffer om året per europæer.
Når det gælder fjerkræ er begrænsningen på 1,3 procent.
Samtidig kræver EU, at produkterne fra Mercosur-landene ikke bare lever op til EU's sundheds- og sikkerhedskrav. De skal også leve op til EU's dyrevelfærds- og klimakrav.
Det skal ifølge EU-Kommissionen sikre lige konkurrence.
/ritzau/