Opdateret

EU-Kommissionen vil bygge dronemur sammen med Ukraine

EU-Kommissionen vil fremrykke lån til Ukraine og oprette en dronealliance, siger Ursula von der Leyen.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har efterlyst hjælp til at producere droner. Nu foreslår EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, en dronealliance mellem EU og Ukraine (Arkivfoto). Simon Wohlfahrt/Ritzau Scanpix

EU vil fremrykke et lån på seks milliarder euro og lave en "dronealliance" med Ukraine.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i sin state of the union-tale i EU-Parlamentet i Strasbourg.

- Vi vil bygge en dronemur, siger Ursula von der Leyen.

Udmeldingen kommer, mens krigen i Ukraine fortsætter og onsdag påvirkede Polen, da Rusland sendte droner ind i polsk luftrum.

Situationen understreger endnu en gang, hvor afgørende droner er blevet i den krigsførelse, som har kendetegnet krigen i Ukraine.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har over for EU-Kommissionen indikeret, at han ikke har brug for pansrede mandskabsvogne, for de bliver ramt af russiske droner og missiler, så snart de ruller ud til frontlinjen.

I stedet er mængden og kvaliteten af droner afgørende for at vinde krigen.

Her er Ukraine dygtig til at udvikle avancerede droner, men landet kan ikke følge med Ruslands omfattende produktion.

Det vil EU-Kommissionen forsøge at opveje med forslaget om en dronealliance.

- En dronealliance vil både gavne Ukraine og Europa, siger von der Leyen.

Alliancen kan blive vejen til at opskalere produktionen af droner til Ukraine - mens Europa samtidig kan få glæde af Ukraines teknologiudvikling.

I løbet af sommeren har von der Leyen selv besøgt en række af frontlinjestaterne på Europas østlige flanke. Her fik hun lejlighed til at tale med grænsevagter og borgere.

De havde ifølge von der Leyen et klart budskab:

- Det skal gå hurtigere. Europa skal kunne forsvare sig selv, siger von der Leyen.

Samarbejdet med Ukraine skal dermed også ses som del af en bredere oprustning, som skal gøre Europa i stand til at forsvare sig selv fra 2030.

- Europa vil forsvare hver en kvadratcentimeter af sit territorium, siger Ursula von der Leyen.

For at hjælpe Ukraine vil EU-Kommissionen samtidig arbejde på at finansiere et særligt "erstatningslån" til Ukraine ved hjælp af de indefrosne russiske midler.

EU vil dermed fortsat ikke beslaglægge selve midlerne, men bruge dem til at låne til Ukraine.

- Dette er Ruslands krig, og det er Rusland, der skal betale. Derfor er vi nødt til hurtigt at finde en ny løsning til finansiering af Ukraines krigsindsats på basis af de indefrosne russiske aktiver.

- Med de kontante beholdninger, der er forbundet med disse russiske aktiver, kan vi yde Ukraine et erstatningslån. Selve aktiverne vil ikke blive rørt, siger von der Leyen.

Europaminister Marie Bjerre (V) glæder sig over von der Leyens fokus på styrket europæisk forsvar og hjælp til Ukraine.

- Hele den skærpede retorik over for Rusland og budskabet om, at Europa bliver nødt til at tage vare på egen sikkerhed, flugter fuldstændigt med det danske EU-formandskabs prioriteter, siger Marie Bjerre.

Hun fremhæver, at Danmark er det land, der støtter Ukraine mest per indbygger. Samtidig er statsminister Mette Frederiksen (S) blandt de EU-ledere, der presser på for hurtigst oprustning blandt de 27 EU-lande.

Den danske europaminister udtrykker samtidig forståelse for, at von der Leyen fortsat afholder sig fra at foreslå at tage direkte af de indefrosne russiske midler.

- Det er en meget svær politisk beslutning, som jeg også har diskuteret med de øvrige europaministre.

- Der er forskellige holdninger til det. Grunden til, at det er så vanskeligt, er, at det også kan have negative konsekvenser for Europa, hvis man bruger af de indefrosne midler, siger Marie Bjerre.

Flere EU-lande er bekymrede for, at det vil være et brud med internationale regler, hvis EU konfiskerer pengene.

I sidste ende kan det også ramme EU-lande, der har midler placeret i andre lande. Eller få lande til at afstå fra at placere midler i EU af frygt for, at de også kan blive ramt.

/ritzau/