Skal man tage EU-Kommissionens forslag til det næste langtidsbudget som udtryk for det bedste kompromis mellem EU-landene, så kommer Danmark til at betale meget mere til EU, end regeringen - og oppositionen - ønsker.
Onsdag præsenteres et nyt udspil til budgetrammen for 2021 til 2027. Det fremgår heraf, at budgetrammen er 1,1 billion euro.
Samtidig har EU-Kommissionen ifølge nyhedsbureauet Reuters lyttet til et krav fra Danmark og en lille håndfuld medlemslande, som kræver at bevare den rabat, de har på bidraget. Det er reelt tale om korrektioner i budgettet.
Coronakrisen har gjort det nødvendigt med et nyt udspil til et budget for de næste syv år.
EU-landene havde ellers diskuteret det næste langtidsbudget i to år, men netop som disse forhandlinger spidsede til, blev verden ramt af coronavirus.
Det førte til nedlukning af samfund og dermed voldsomme økonomiske følger, som man nu med et nyt budgetudspil forsøger at tage højde for.
Samtidig - og oven i budgettet - har EU-Kommissionen onsdag fremlagt et forslag til en genopretningsfond på 750 milliarder euro.
Tidligere er en hjælpepakke på 540 milliarder euro besluttet.
/ritzau/
