EU i skudlinjen i Middelhavet

EU arbejder på en militær mission mod menneskesmuglere i Middelhavet, som EUs forsvars- og udenrigsministre diskuterer i dag. Men missionen bliver højrisikabel, og advarslerne er talrige.

Libyske sikkerhedsstyrker tilbageholdt i går flygtninge på vej til Europa i havnebyen Tajura. EUs forsvars- og udenrigsministre arbejder på højtryk for at finde en løsning på menneskesmugling i Middelhavet. Foto: EPA Fold sammen
Læs mere
Foto: EPA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BRUXELLES: Det bliver på ingen måde nemt for EU at stoppe menneskesmuglerne i Middelhavet med militær magt. EUs forsvars- og udenrigsministre skal mandag behandle et »krisestyringskoncept« for den militære operation, men udfordringerne står i kø.

Operationen er nødt til at kunne gå ind i libysk farvand, og det kræver et FN-mandat, som EU kæmper for at få Rusland med på, da Rusland potentielt kan nedlægge veto mod en sådan operation i FNs Sikkerhedsråd. Men selv hvis et FN-mandat kommer i hus, kan operationen komme til at mangle militære muskler, og den bliver i alle tilfælde højrisikabel. Og nogen garanti for, at operationen kan være med til at nedbringe flygtningestrømmen over Middelhavet, er der ikke.

»Der arbejdes på højtryk for at få det fornødne grundlag, og jeg håber, at vi mandag kan træffe de første indledende beslutninger til, hvordan vi kan forberede det her rent operationelt, sådan at vores regeringsledere på deres møde i juni, hvor FN-mandatet forhåbentligt er på plads, vil kunne trykke på knappen, så det kan gå i gang,« siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

Han medgiver, at det er afgørende for missionen, at den får et FN-mandat, som gør det muligt at operere i libysk farvand. Hvad missionen helt konkret må gøre med menneskesmuglernes både, afhænger også af FN-mandatet. Rusland har udtrykt bekymring over for EUs ønske om at ødelægge bådene, og Rusland er desuden skeptisk, fordi russerne mener, at FN-mandatet til den militære intervention i Libyen i 2011 blev overskredet. Læg dertil den aktuelle krise mellem EU og Rusland, som ikke gør det nemmere at få russerne med på EUs planer.

Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, sagde dog i forbindelse med sidste uges udenrigsministermøde i NATO, at han ikke forventede et veto fra Rusland, og Martin Lidegaard tror også på det nødvendige FN-mandat.

 

»Jeg tror og håber, at russerne vil kunne se, at det er nødvendigt at slå ned på de her menneskesmuglere, fordi det har kostet så mange menneskeliv. Men det er rigtigt, at det ikke er nogen given sag. Omvendt har hverken Rusland eller Kina nogen interesse i at fremme hele den her store migrationsbølge,« siger han.

Skibe i skudlinjen

Ideen med at stoppe menneskesmuglerne er både at redde liv og bremse migrationsbølgen, men en militær mission i Middelhavet må på ingen måde kræve civile ofre, og det gør missionen uhyre vanskelig. Samtidig må de deltagende EU-lande forberede sig på at blive beskudt fra den libyske kyst. Landet har reelt ingen fungerende kystvagt, og mange af havnebyerne er under forskellige militsers kontrol.

»Det bliver en meget risikabel operation. Det bliver på ingen måde nemt,« fortæller en højtstående EU-diplomat. Han påpeger, at mange militser i Libyen har avancerede våben, som kan angribe de europæiske skibe fra den libyske kyst.

For blot en uge siden blev et tyrkisk fragtskib beskudt med artilleri ud for Libyens nordøstlige kyst, og et af besætningsmedlemmerne omkom. Ifølge det tyrkiske udenrigsministerium befandt skibet sig i internationalt farvand, da det skete. Den af FN anerkendte libyske regering i Tobruk har forbudt skibe at nærme sig den østlige havneby Derna, som til dels er kontrolleret af Islamisk Stat, og en talsmand for regeringen har forklaret til Reuters, at skibet blev advaret mod at sejle tættere på kysten, før det blev beskudt.

I et udkast til EUs krisestyringskoncept, som den britiske avis The Guardian har fået fingre i, fremgår det også, at »eksistensen af tunge militære våben (herunder artilleribatterier på kysten) og militser med militære kapaciteter udgør en reel trussel mod EU-skibe og fly, der opererer i nærheden«. Det fremføres også, at man må indstille sig på, at missionen kan medføre tab af liv.

EU gør sig altså ingen illusioner om risikoen. Begge de stridende regeringer i Libyen har også advaret EU om ikke at krænke landets suverænitet, og de er i det hele taget bekymrede for, at missionen vil gøre mere skade end gavn og blandt andet kan skade det livsvigtige libyske fiskerierhverv. EUs italienske udenrigschef, Federica Mogherini, har derfor flere gange understreget, at missionen vil leve op til alle internationale regler og konventioner. Hun har også kategorisk udelukket europæiske soldater på libysk jord, selv om udkastet til krisestyringskonceptet nævner muligheden.

»Nej, vi planlægger på ingen måde en militær intervention i Libyen,« sagde hun i onsdags, da EU-Kommissionen præsenterede sin store og omdiskuterede migrationsstrategi.

Svag militær historik

En anden udfordring for den militære mission er, om den overhovedet kan mønstre tilstrækkelige ressourcer. Det bliver især de fem store lande – Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Spanien – der skal levere krigsskibe til missionen, som ser ud til at blive under italiensk ledelse. Andre lande har lovet at bidrage med overvågningsudstyr, herunder fly. Men det har tidligere vist sig vanskeligt for EU at få landene til at levere de nødvendige bidrag til militære missioner.

»Det har historisk set været det svage led i EUs militære missioner,« siger en EU-diplomat.

Federica Mogherini arbejder derfor på højtryk for at sikre missionen tilstrækkelig pondus og i det hele taget øge EU-landenes bevidsthed om behovet for et stærkere europæisk beredskab. Og Martin Lidegaard ser gerne, at Danmark dropper forsvarsforbeholdet, så det i fremtiden bliver muligt at deltage i EUs militære missioner, fordi Europas urolige nabolag kan kræve militære svar.

»EU er ikke primært en militær organisation. Det er andre instrumenter, der er EUs styrke, som de politiske og økonomiske. Men i nærområdet kan militære indsatser spille meget tæt sammen med de diplomatiske indsatser. Der giver det fin mening at tænke det med, ikke som et alternativ til NATO, men som et supplement,« mener udenrigsministeren.