EU i sejt træk mod bedre kontrol med migrationen

På vejen ind i 2017 står EU over for to udfordringer på migrationsfronten: At holde aftalen med Tyrkiet i live samt at få reduceret antallet af flygtninge og migranter, der krydser over fra Afrika, betragteligt.

Lars Løkke ankommer til topmøde i Bruxelles.  Fold sammen
Læs mere
Foto: FRANCOIS LENOIR

Selv om migrationen i år er kommet under væsentligt bedre kontrol, er der endnu meget at gøre, ligesom store sværdslag mellem EU-landene udestår.

Nogenlunde sådan kan man opsummere årets sidste EU-topmøde, hvor især flygtningeaftalen med Tyrkiet – trods EUs yderst anstrengte forhold til landet – blev fremhævet som årets store succes. Aftalen har i den grad haft en effekt, når man ser på antallet af flygtninge og migranter, der kommer til EU via Tyrkiet, idet der siden april er tale om en reduktion på over 95 procent. I oktober kom der således 3.000 mod 200.000 i samme måned sidste år.

Antallet af flygtninge og migranter, der tager den langt farligere tur over Middelhavet fra Libyen og Egypten mod Italien, har derimod sat ny rekord i år med foreløbigt 176.000. Her består flertallet af økonomiske migranter.

På vejen ind i 2017 står EU-landene derfor med to hovedudfordringer: At holde aftalen med Tyrkiet i live samt at få reduceret antallet af flygtninge og migranter, der krydser Middelhavet til Italien, betragteligt.

I forhold til Tyrkiet vil spørgsmålet om visumfrihed til tyrkiske borgere igen presse sig på, men i første omgang vil EU-landene mildne forholdet ved at tilbyde et EU-Tyrkiet-topmøde, mens kravene til visumfriheden er uændret hårde.

Hvad angår migrationsstrømmen mod Italien, er støvlelandet efter tre år med flere end 150.000 illegale ankomster voldsomt presset. Italien råber derfor på solidaritet fra de øvrige EU-lande. Hvordan antallet på denne rute bedst reduceres, er der flere holdninger til, og når det kommer til, hvordan EU-landene skal være solidariske, er der på ingen måde enighed.

Aftaler med afrikanske lande

I første omgang forsøger EU-landene at forhandle tilbagetagelsesaftaler med fem udvalgte afrikanske lande, ligesom EU i samarbejde med Den Internationale Organisation for Migration (IOM) forsøger at stoppe migranter og få dem sendt frivilligt tilbage, inden de stævner ud fra den nordafrikanske kyst.

Torsdagens mest opmuntrende nyhed var ifølge EUs udenrigschef, Federica Mogherini, at samarbejdet med Niger, der grænser op til Libyen, går rigtig godt. Det store flertal af de vestafrikanske migranter, der rejser mod EU, krydser gennem Niger, og antallet faldt ganske markant til nogle få tusinder i sidste måned.

Det næste indsatsområde er Libyen, men dette er straks langt sværere, fordi landet ikke har en regering, som alle anerkender, ligesom militser i vid udstrækning kontrollerer dele af landet. EU vil dels styrke den libyske kystvagt og sætte skub i de frivillige hjemsendelser fra Libyen, men begge dele er uhyre vanskeligt. IOM er til stede i Libyen, men over de seneste to år er det blot lykkedes at sende 3.000 frivilligt hjem fra Libyen.

Til sammenligning vurderes det, at mindst 700.000 migranter opholder sig i Libyen og blot venter på at stævne ud mod Europa.

Den libyske kystvagt bliver heller ikke opbygget fra den ene dag til den anden, og det er uvist, om den i det hele taget vil kunne levere resultater allerede i 2017.

En række af de europæiske regeringer, herunder den danske, overvejer derfor mere drastiske tiltag med Tyrkiet-aftalen som en model for, hvordan man kan indgå aftaler med Egypten og Libyen. Det er en idé, der er født i det tyske indenrigsministerium, og som nu er skrevet ind i det danske regeringsgrundlag. Dog med den forskel i forhold til Tyrkiet-aftalen, at man skal kunne søge asyl i EU fra tredjelande som Egypten og Libyen.

Det er dog »ikke bare ligetil,« som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) formulerer det. Der er en række uafklarede juridiske og praktiske spørgsmål, og ikke mindst skal Libyen og Egypten overtales, ligesom sikkerhedssituationen i Libyen skal være en ganske anden.

I Bruxelles frygter diplomater dog, at sådanne lejre i lande som Egypten og Libyen vil tiltrække endnu flere, som gerne vil til Europa, og de samme diplomater påpeger, at systemet også vil kræve en form for fordeling af dem, som rent faktisk har behov for asyl. Og dermed er man tilbage ved spørgsmålet om solidaritet.

På topmødet lovede EU-landene hinanden, at de inden sommerferien skal være enige om, hvad solidaritet betyder. Det bliver utvivlsomt det nye maltesiske EU-formandskabs vanskeligste opgave.