EU håber på det bedste – men forbereder sig på det værste

Foto: YVES HERMAN

Det er ikke en skilsmisse, som de øvrige EU-lande ønsker. Slet ikke. Men når nu briterne vil forlade EU, må man jo få det bedste ud af det, og her er prioriteterne foreløbigt soleklare fra de 27 fortsættende EU-lande. Skilsmissen skal først og fremmest være tilfredsstillende for alle de 27 lande, og den må ikke føre til splittelse mellem dem. Dernæst ønsker man så tæt et handelsmæssigt og sikkerhedspolitisk forhold til Storbritannien som muligt. Men det er altså en andenprioritet, som vil være klart underordnet topprioriteten.

Tonen fra EUs ledere er da også gradvist blevet mere markant op til skilsmisseforhandlingerne. Selv en nær allieret for briterne som den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), har gjort det klart, at EUs interesser må komme først, og nok så vigtigt har Tysklands kansler, Angela Merkel, også fjernet enhver tvivl om, hvad prioriteterne er.

»Vores prioritet må med et tungt hjerte være at holde resten af Europa – uden Storbritannien – så tæt sammen som muligt,« sagde Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, der er Merkels mest indflydelsesrige minister, i sidste uge til Financial Times.

Og EU-Kommissionens chefforhandler, Michel Barnier, gav i en tale til Det Europæiske Regionsudvalg i sidste uge et klart billede af EUs forhandlingsposition og ønsker. Barnier sagde, at EU ønsker en omfattende frihandelsaftale med briterne, når nu briterne ikke vil være en del af det indre marked med den frie bevægelighed, men at betingelserne er klare. Hvis man vil have adgang til verdens største marked, må man leve op til kravene og produktstandarder, og briterne kan derfor ikke »dumpe« standarder for hverken miljø, skat eller forbrugerbeskyttelse, hvis de vil sælge produkter i det indre marked.

Boet skal gøres op

Nok så vigtigt skar Barnier det også ud i pap, at EU og Storbritannien først kan gå i gang med at forhandle en sådan frihandelsaftale, når boet er gjort op, og når rettighederne for såvel de nuværende britiske borgere i EU som EU-borgere i Storbritannien er forhandlet på plads.

Med andre ord. Regnskabet skal gøres op … og så kan man kigge på fremtiden. Den regning kan fra EU-Kommissionen være i omegnen af 430 milliarder kroner – ikke mindst på grund af pensionsforpligtelser til ansatte i EU opbygget gennem briternes 44-årige medlemskab.

Regningen er så vigtig for EU-landene, fordi der i forvejen venter et voldsomt opgør, når landene skal enes om fremtidens EU-budget uden det store britiske bidrag.

Udgangspunktet er i Bruxelles, at man ønsker en endnu mere omfattende frihandelsaftale med briterne end frihandelsaftalen med Canada, der med hiv og sving kom i hus sidste år. Men ingen i Bruxelles tror på, at det vil kunne lade sig gøre inden for de to år, der rent juridisk er til skilsmissen. Typisk tager det mindst fem år at få frihandelsaftaler på plads, og Barnier har derfor også gjort det klart, at der efterfølgende bliver brug for overgangsordninger, hvor briterne må følge EU-lovgivningen og acceptere EU-Domstolen, indtil en anden aftale er i hus.

Jakob Ussing er Berlingskes korrespondent i EU