EU forlænger sanktioner mod Rusland

EU: EUs udenrigsministre er på et hasteindkaldt møde i Bruxelles torsdag blevet enige om at forlænge en række eksisterende sanktioner mod Rusland med seks måneder, når de udløber 1. marts.

Det gælder blandt andet sanktioner mod en række personer og virksomheder, skriver Reuters.

Beslutningen kommer efter flere blodige opgør i Ukraine. I weekenden blev mindst 30 mennesker dræbt og 83 såret af raketter, der angiveligt blev affyret af prorussiske oprørere mod den ukrainske havneby Mariupol.

»Vi er nødt til at markere, at det vil vi ikke acceptere. Derfor vil jeg arbejde for en EU-enighed om at udvide den liste, vi har, med de navne på dem, der stod bag angrebet på Mariupol,« sagde udenrigsminister Martin Lidegaard (R) til TV 2 News inden mødet.

BNB