EU- forfatningen er Merkels McGuffin

Hele Europa skulle rigtigt debattere i tænkepausen efter forfatningens forlis i 2005. I realiteten har der været stille og tyst som sjældent før omkring det europæiske samarbejde. Men nu er den tyske kansler heldigvis trådt i karakter.

I sine gamle thrillere og gysere opererede mesterinstruktøren Alfred Hitchcock med et begreb, han kaldte en »McGuffin«. Det kunne være en dims, en lukket taske med et ukendt indhold, en mystisk pakke ombord på toget, der, som det er beskrevet, »fanger tilskuerens opmærksomhed, og hvorom hele plottet drejer sig«.

Hvad der er i pakken eller kufferten, får man som oftest aldrig at vide. Dens funktion er først og fremmest at igangsætte handlingen, at sparke gang i det begivenhedsforløb, som danner filmens historie. Uden en McGuffin, intet drev i plottet.

Nu er Den Europæiske Union ikke en Hitchcock-film (selv om det i perioder har føltes sådan), men måske har EU alligevel i de sidste par år lært lektien fra Hitchcock-filmene: Uden et objekt til at sætte gang i handlingen får man ingen handling.Opdagelsen er gjort under de sidste par års dekreterede tænkepause i det europæiske fællesskab. Tænkepausen var resultatet af EU-forfatningens kranke skæbne i forsommeren 2005, hvor befolkningerne i såvel Holland og Frankrig - to af Unionens traditionelle kernelande - stemte nej til den nye, samlede EU-traktat. Motivet kunne man skændes om; var det frygten for globaliseringens konsekvenser, som hollænderne og franskmændene reagerede imod? Var det modstanden mod de evindelige EU-udvidelser, som i en ikke alt for fjern fremtid måske kunne indbefatte det muslimske Tyrkiet? Var det forfatningens indhold, som på lange strækninger egentlig mest var en sammenskrivning af eksisterende traktater?

Og hvad i alverden skulle Europa dog stille op?

For at få besvaret alle disse spørgsmål og finde en ny vej frem trak Europas politikere så at sige stikket ud og hæv et gardin ned med teksten: Tænkepause! EU var i krise, den eneste måde at komme ud af denne tilstand måtte være en grundlæggende debat om EUs mål, midler og eksistensberettigelse. Hvad er det egentlig, vi skal bruge det europæiske fællesskab til i fremtiden, og lige så vigtigt: Hvad skal vi ikke bruge det til?

Herhjemme blev der lanceret storstilede debatplaner, de penge som var afsat til den aflyste forfatningsafstemning i september 2005 skulle nu bruges til en dybtgående Europa-diskussion mellem politikere og befolkning. Vi skulle, som regeringen udtrykte det, debattere EU som vi aldrig havde gjort det før.Og resultatet? Ja, jeg håber ikke nogen tager det ilde op, men for mig at se har tænkepausen mest lignet halvandet års tavshed. Sjældent har Europa været så langt nede på dagsordenen både blandt politikerne, i den folkelige debat og i medierne som under tænkepausen. Det er en udbredt fornemmelse, at EU-samarbejdet er gået i hi, mens vi koncentrerer os om nogle andre og mere presserende sager. Et par krige i Irak og Afghanistan eksempelvis.

Problemet er, at så let går det ikke. Der er jo netop grunde til, at vi har etableret et indgående samarbejde mellem de europæiske lande. For der er mange områder og problemer, vi hver især ikke er tilstrækkeligt rustet til at kunne tackle selv. Det ændrer sig ikke, selv om man lader som om.

Det er nu ved at gå op for de europæiske politikere, som ellers mest har brugt tænkepausen til at vente - blandt andet på et politisk generationsskifte i nogle af EUs store lande, herunder nej-nationen Frankrig, der skifter præsident om få måneder.Henover jul og nytår har den tyske kansler Angela Merkel således sat ny kraft på debatten om en europæisk forfatning. Den skal, mener hun, sættes til forhandling allerede under det tyske EU-formandsskab, som blev indledt ved indgangen til 2007. Hun vil, som det er blevet udtrykt, redde forfatningen. Det punkt har absolut førsteprioritet.

Det bliver næppe let, for modsætningerne er store. Det ser man allerede nu, hvor briterne har reageret med bastante krav til, at forfatningen skal gøres langt smallere og mere uambitiøs end den, der faldt i 2005.

Men Angela Merkel er på en vigtig mission, som bekræfter, at hun har potentialet til at blive en markant politiker i Europas historie. For tilsyneladende har Merkel først af alle indset, at der som i Hitchcock-filmene skal en McGuffin til at få gang EUs udvikling. Der skal en genstand til at drive plottet fremad, og genstanden er og bliver den forfatning, der blandt andet skal gøre det muligt for et stærkt udvidet EU at arbejde effektivt.Tænkepausen blev blot en pause. En ny debat og forhandling om forfatningen er endegyldigt det, der må til for at bryde dødvandet. Derfor har Angela Merkel kastet den ind midt i EU-kredsen med en kradsbørstig bemærkning om, at det vil være et »historisk svigt«, hvis EU-landene blot glemmer forfatningen og lader som ingenting.

Merkel har ret. Lad os få forfatningen genoplivet, og gerne i en tilskåret, og mere dynamisk form end den gamle. Lad os få nogle af de ting ud, som reelt ikke har nogen betydning for det europæiske samarbejde og EU-borgernes liv - f.eks. hele afsnittet om de menneskerettigheder, Europas befolkninger i forvejen er sikret via en række andre traktater og konventioner.

Den eneste Europa-debat, som i de forløbne par år for alvor har kunnet få båden til at gynge i Europa, er debatten om Tyrkiets optagelse i Unionen. Det bekræfter, at en Europa-debat ikke blot er noget, man »tager« eller »sætter i gang«. En Europa-debat må have et omdrejningspunkt, en McGuffin. Det er godt, at vi har Angela Merkel til at identificere dette, og lad os så få en rigtig debat om den forfatning - og dermed om hele EUs fremtid.