EU forbyder eksport af britisk kød

Efter et udbrud af den smitsomme mund- og klovsyge forbyder EU indtil videre ensport af levende dyr, fersk kød og mælk fra hele Storbritannien.

Udbruddet af mund- og klovsyge på en gård sydvest for London fik mandag EU-Kommissionen til at forbyde eksport af levende dyr, fersk kød og mælk fra hele Storbritannien.

EU-Kommissionen bebudede forbuddet straks efter udbruddet, der blev konstateret i sidste uge, og efter forhandling med de britiske myndigheder er højrisiko-området, hvorfra eksport af kvæg, får og geder er forbudt, fastlagt til at omfatte hele landet, oplyser Philip Tod, der er talsmand for EU-Kommissionen.

Forbuddet skal gælde indtil videre. EU's veterinære eksperter mødes onsdag i den stående komité for fødevarekæden og dyresundhed for at revurdere forholdsreglerne.

/ritzau/