EU fjerner USA og Israel fra coronaliste over grønne lande

På grund af stigende smittetal er seks lande fjernet fra EUs liste over lande, hvorfra man frit kan indrejse.

Et hjerte med vinger er tegnet på et vindue på intensivafdelingen på Adventist Health i byen Sonora i Californien. USA har på det seneste oplevet en stigning i antallet af daglige smittetilfælde, som nu får EU til at fjerne landet fra listen over såkaldt sikre lande, når det gælder coronapandemien. (Arkivfoto) Nic Coury/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USA og Israel er ikke længere på EUs liste over lande, som folk frit kan rejse ind i unionen fra.

Det fremgår af en meddelelse fra EU mandag.

Ud over USA og Israel ryger fire andre lande af listen. Det er tre lande på Balkan, nemlig Kosovo, Nordmakedonien og Montenegro, samt Israels naboland Libanon.

Det betyder, at turister og andre rejsende fra de pågældende lande ikke længere kan rejse frit ind i EU-landene uden visse krav. Det kan eksempelvis være coronapas eller karantæne.

EU åbnede for turistrejser fra USA i juni.

EU opdaterer ugentligt sine rejsevejledninger ud fra smittetallet i de enkelte lande.

Kun lande, som i de seneste to uger i gennemsnit har haft færre end 75 nye daglige coronatilfælde pr. 100.000 indbyggere, kan stå på listen over såkaldt »sikre« lande.

De 27 medlemslande er ikke forpligtet til at følge EUs rejsevejledninger. Men de fleste lande har fulgt dem, siden pandemien for alvor nåede til Europa for halvandet år siden.

Tyskland og Belgien har kategoriseret USA som et såkaldt rødt land. Det betyder, at rejsende derfra skal lade sig teste og være i karantæne efter indrejse, skriver nyhedsbureauet TT.

Danmark har USA på listen over »gule lande« i den gældende rejsevejledning. Det betyder, at rejsende fra USA, som ikke er vaccinerede eller tidligere smittet, skal kunne fremvise et coronapas og tage en test ved ankomst.

USA havde i sidste uge i gennemsnit over 152.000 nye smittetilfælde om dagen. Det er højeste siden januar i år.

Over hele USA er 85.000 patienter indlagt med covid-19, og dagligt er der omkring 1200 dødsfald blandt de smittede.

USA holder fortsat sine grænser lukket for rejsende fra EU-landene.

Det danske udenrigsministerium fraråder alle ikkenødvendige rejser til USA. Det skyldes de indrejserestriktioner, amerikanske myndigheder har indført.

/ritzau/AFP