EU-chef: Sydafrikas åbenhed om ny variant har reddet liv

Sydafrika har vist, hvordan internationalt samarbejde om sundhedstrusler bør fungere, mener von der Leyen.

 
Den nye coronavariant, der har fået navnet omikron, skaber lige nu yderligere rejserestriktioner og karantæneregler, rundt om i verden. Video: Reuters/Ritzau Scanpix og CNN Redigering: Alma Vrå Hjorth Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sydafrikas håndtering af fremkomsten af en ny coronavariant har været eksemplarisk.

Med åbenhed og godt analytisk arbejde vedrørende varianten omikron har Sydafrika reddet mange liv. Det mener EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Hun takker i en tale mandag Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, for hans lederskab.

»Sydafrikas analytiske arbejde og gennemsigtighed ved at dele resultater har været altafgørende for at kunne reagere hurtigt globalt.«

»Det har uden tvivl reddet mange liv. Og det er en model for, hvordan internationalt samarbejde bør fungere, når der er grænseoverskridende sundhedstrusler,« siger Ursula von der Leyen.

Hendes tale mandag er i forbindelse med en samling arrangeret af Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

EU-Kommissionen var hurtig til at reagere på truslen fra den nye variant, som blev opdaget i det sydlige Afrika. Fredag meddelte den, at den vil stoppe al flytrafik fra seks sydafrikanske lande.

Omikron frygtes at være mere smitsom end den dominerende deltavariant. Den er muligvis også mindre følsom over for antistoffer fra vacciner. Derfor er verden i beredskab.

Der mangler dog officielle data til at be- eller afkræfte disse formodninger.

Ifølge Ursula von der Leyen viser håndteringen af den nye variant, at verden har lært af pandemien.

»Kun samlet og med hurtige svar kan vi bekæmpe virusser, som selvfølgelig ikke respekterer grænser eller gode intentioner,« siger hun.

Omikron-varianten blev opdaget først i Sydafrika. Men varianten har senere spredt sig til en række andre lande.

Søndag bekræftede de danske sundhedsmyndigheder, at to personer i Danmark er smittet med virusvarianten.

Danmark har indført skærpede rejserestriktioner for en række lande i det sydlige Afrika i kølvandet på fundet omikron. Det er sket ud fra et forsigtighedsprincip.

/ritzau/