EUs delegation i Israel har mandag aflyst en reception i forbindelse med markeringen af Europadagen 9. maj.

Det skyldes, at den israelske minister Itamar Ben-Gvir efter planen ville deltage i fejringen.

Ben-Gvir tilhører den yderste højrefløj i Israel. Han er minister for sikkerhed.

»Desværre har vi i år besluttet at aflyse den diplomatiske reception, idet vi ikke vil tilbyde en platform til nogen, hvis holdninger står i modsætning til de værdier, EU står for,« lyder det i en meddelelse fra EUs delegation.

Beslutningen er truffet på et møde mellem ambassadører fra de enkelte EU-lande mandag morgen. Det skriver Times of Israel.

En diplomatisk kilde siger til avisen, at der stort set var enighed mellem EUs udsendinge. Kun Polen og Ungarn var imod beslutningen om at aflyse tirsdagens planlagte reception.

Itamar Ben-Gvir kritiserer EU-ambassadørernes beslutning.

»Det er en skam, at EU, der hævder at repræsentere de demokratiske værdier og multikulturalisme, på udiplomatisk vis lukker munden på en,« siger ministeren ifølge Times of Israel.

Ben-Gvir, der er leder af partiet Jødisk Magt, er tidligere dømt for at have opildnet til racisme mod arabere og for at støtte en jødisk terrororganisation på den yderste højrefløj, skriver nyhedsbureauet dpa.

Han presser også på for at få mindsket palæstinensernes mulighed for at indgå i regering i Israel.

På Europadagen den 9. maj fejrer EU den franske erklæring, der i 1950 lagde grunden for det, der senere blev til EU.

Der vil stadig blive holdt et kulturarrangement, der er åbent for offentligheden, skriver Times of Israel.

/ritzau/Reuters

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.