EU åbner døren for Tyrkiet og truer samtidig med sanktioner

Stats- og regeringscheferne beder Kommissionen arbejde på forslag til fortsat at støtte flygtninge i Tyrkiet.

Tyrkiets boringer i havbunden er en langvarig konflikt med Grækenland og Cypern. På det seneste har tyrkerne stoppe disse boringer. Yoruk Isik/Reuters Fold sammen
Læs mere

Tyrkiet kan blive en god samarbejds- og handelspartner for EU, hvis landet fastholder en aktuelt venlig linje, men begynder tyrkerne igen at udfordre med boringer i havbund, som EU-lande gør krav på, venter sanktioner.

EU-landene har på et topmøde torsdag diskuteret relationen til den store nabo i syd. Teksten vidner om, at det er et komplekst forhold.

Som noget nyt efter en lang periode med stridigheder signalerer EU-landene, at de er parat til igen at åbne en dør for tyrkerne.

Forudsat at Tyrkiet agerer konstruktivt, er EU-landene parat til at indgå i en relation, »der er trinvis, forholdsmæssig og reversibel« (som kan føres tilbage), for at »styrke samarbejdet på en række områder af fælles interesse«.

Landene er klar til at »træffe yderligere beslutninger på et topmøde i juni«.

EUs stats- og regeringschefer vil desuden igangsætte et forarbejde med henblik på at kunne modernisere toldunionen med Tyrkiet fra 1995.

Det er reelt et tilbud om at udvide tyrkernes adgang til det europæiske marked på nogle områder.

For at Tyrkiet skal have chance for at opnå disse fordele, skal landet også fremover undlade at udføre »ulovlige boringer«. Der løftes også en pegefinger mod Tyrkiet for svækkelser af kvinders rettigheder og retsstatsprincipper.

Samtidig sætter stats- og regeringscheferne EU-Kommissionen i gang med at se på, hvordan migrantaftalen mellem parterne kan forlænges. Den går på, at EU betaler Tyrkiet for at hjælpe med at håndtere flygtninge i Tyrkiet.

Tyrkiet huser omkring fire millioner syriske flygtninge. Pengene skal gå til disse syrere. EU har indgået denne aftale, for at flygtninge og migranter ikke skal komme til Europa.

Konklusionen fra mødet indeholder også en fortsat trussel fra EUs side.

Medlemslandene appellerer til Tyrkiet om at »holde sig fra provokationer og ensidige handlinger i strid med folkeretten«.

Skulle det alligevel ske, er EU parat til at »benytte de redskaber og muligheder, som man har til at forsvare sine interesser«. Det kan oversættes direkte til, at EU er parat til at tage sanktioner i brug.

/ritzau/