Etisk tango på den syriske slagmark

At dække krig som journalist er en balancegang mellem etisk og uetisk. Mellem kan og kan ikke. En reportagerejse til Syrien er en rejse ind i dilemmaernes højborg.

Under reportagerejsen til Syrien er Berlingskes udsendte, Allan Sørensen og fotograf Asger Ladefoged, blevet mødt med blandt andet omfattende kurdisk venlighed, rigeligt med sød te og masser af etiske dilemmaer. Billedet her er taget lidt uden for byen Derik i det nordøstlige Syrien, hvor flytningelejren Newroz lægger telte til både flygtede syrere og irakiske Yazidi-flytninge fra Sinjarbjerget. Fold sammen
Læs mere

DERIK: Fem dage inden den svenske journalist Joakim Medin blev anholdt af præsident Assads soldater i byen Qamishli, kørte fotograf Asger Ladefoged og jeg gennem nøjagtig samme kontrolpost. Det var tirsdag 10. februar 2015.

Joakim Medin blev anholdt sammen med sin lokale oversætter og fløjet til Damaskus, hvor de begge tilbragte nogle dage i eneceller med blod på væggene, lort på gulvet og uvished forude. Han blev beskyldt for at være Mossad-agent og for at have rejst illegalt ind i Syrien. Han og oversætteren blev imidlertid løsladt som del af en fangeudveksling mellem de kurdiske styrker og det syriske regime efter en uge.

Berlingskes Allan Sørensen og Asger Ladefoged poserer med deres kudisk-syriske chauffør i Syrien på grænsen til Irak. Fold sammen
Læs mere

Asger og jeg slap uskadte igennem kontrolposten, fordi vi havde overtalt to svært bevæbnede kurdiske YPG-soldater til at køre med os i bilen, da vi krydsede kontrolposten. Kun på den lille strækning, hvor Qamishli går fra at være kurdisk styret til at være Assad-styret med kontrolposter og plakater af Bashar al-Assad og en hvid statue af faderen Hafiz, til igen at blive kurdisk styret i den østlige del af byen. Vi ville simpelthen ikke risikere at blive stoppet. Og bemærkningen fra den kurdiske diplomat, der skaffede os vagterne, gjorde os rolige i krigszonen. »If they catch you, we kill them,« sagde han til os. Vi kiggede på hinanden og sagde, »o.k., så kør«.

 

Men alligevel. Vi havde bedt en af de krigsførende parter om hjælp for ikke at blive taget til fange af en anden af krigens parter. En rationel beslutning, da vi i forvejen fortrinsvis dækkede den kurdiske side af konflikten under besøget. Og hellere være i stand til at fortælle den historie end at sidde i en af Assads torturkældre i Damaskus, nu hvor også vi var rejst illegalt ind i landet – ligesom Joakim Medin – med båd over Tigris-floden fra Irak. Altså uden Assad-regimets billigelse.

Bunker af bøvl

Grunden til, at vi overhovedet var i Qamishli den dag, bringer igen etikken på banen. Islamisk Stat er foruden Nordkorea det vanskeligste fænomen at dække som journalist. Drager man ind i Kalifatet for at møde krigerne, mister man knoppen. Er man i nærheden, risikerer man at blive kidnappet på frontlinjen og solgt videre til endnu en runde i propagandakrigen, iført orange klæder.

Vi blev efter en række møder med kurdiske officerer tilbudt et interview med en 22-årig IS-kriger i kurdisk fangenskab. Et møde, vi gik ind til med intens journalistisk interesse for at få et lille glimt ind i det univers, vi nidkært holdes udenfor af IS. Men det er en del af samme etiske krigsproblematik, og det er Berlingskes holdning ikke at bringe interview med krigsfanger, fordi det kan være vanskeligt at bedømme, om de taler frit.

Kurderne vil naturligvis gerne fremstå som dem, der behandler krigsfanger med respekt, mens modparten brænder sine fanger levende eller skærer hovederne af dem med knive. Kurderne har brug for international støtte og har alt at vinde ved at fremvise en IS-fange, hvis udtalelser bekræfter alle versionerne af kalifatets metoder og syn på »de vantro«.

Voldsomme kontraster

Som journalist, der bliver modtaget med faste håndtryk, venlighed og et utal af søde kopper te, i den kurdiske del af det nordlige Syrien, er det umuligt at føle sig blandt fjender. Kontrasten til dem, der ligger på lur ovre på den anden side af bakkedraget, skæres ud i pap hver gang man taler med lokalbefolkningen. De fortæller om endnu en kidnapning, endnu en massegrav og endnu en beretning fra en af de tusinder af flygtninge, der nåede at slippe væk, før IS-krigerne smadrede deres landsbyer.

Også hos dem, der kan tale frit, fordi de er undsluppet IS-bødlerne, har man som journalist ingen mulighed for at tjekke sandhedsværdien. I flygtningelejrene overgår den ene beretning den anden i grusomhed og ondskab. Yezidier, shiamuslimer og kristne står med stenansigter og fortæller om Islamisk Stats overgreb. Det er en ensidig fortælling fra mennesker i nød, som ved, hvem fjenden er, og som måske giver den en ekstra skrue for at få verden til at reagere. Måske ikke. Har de en interesse i at gøre det? Ja! Gør de det? Ikke nødvendigvis. Den journalistiske trang til at høre den anden side og konfrontere den med de flygtenes beretninger er så intens, når man står foran de endeløse rækker af forfulgte mindretal. Men den anden side af konflikten er lige så dyster og ufremkommelig som Nazi-Tyskland, inden dødslejrene blev set af offentligheden.