Et studie i sort og hvidt

Hvorfor er protesterne i Ferguson eskaleret i en grad, så nationalgarden nu bliver kaldt ind? Det handler om forskelle på sort og hvide i USA, men det handler endnu mere om psykologi. At amerikanerne stadig tænker i sort og hvidt.

Demonstrators display signs during a protest on West Florissant Avenue in Ferguson, Missouri on August 18, 2014. Police fired tear gas in another night of unrest in a Missouri town where a white police officer shot and killed an unarmed black teenager, just hours after President Barack Obama called for calm. AFP PHOTO / Michael B. Thomas Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael B. Thomas
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er muligt, at Tom Jackson er en dårlig politichef. At han sov gennem psykologitimerne på politiskolen og gik fagligt i stå et sted mellem »Dirty Harry« og »Rambo«.

Det er en mulighed.

Men det er også muligt, at han bare er hvid. At han dybest set ikke kan gøre for, at han i dag står som et skoleeksempel på alt, hvad der er galt i det sort-hvide Amerika.

For som politichef i forstaden Ferguson har Tom Jackson spillet en rolle, der svarer til en brandchef, som forsøger at slukke en brand med diethylæter. Han har bevidst eller ubevidst fra den allerførste dag valgt en strategi, som kun tjente til at opildne den sorte vrede og incitere demonstranterne, og resultatet viste sig natten til i går:

En hård kerne af demonstranter besvarede hans militarisering med en ditto militarisering, de foretog tilsyneladende forberedte angreb med molotovcocktails, og i går besluttede guvernøren i Missouri, Jay Nixon, så at sætte nationalgarden ind. Men ikke uden at komme med et utilsløret skinnebensspark mod politichefen. Tom Jacksons udtalelser og beslutninger har »pustet til ilden«, sagde han til CBS News, og han sagde til CNN, at han var »dybt uenig« i den måde, som Jackson har tacklet krisen på.

Men hvad er det, politichefen har gjort – og hvad fortæller det os om raceforholdene i USA?

For konflikten i Ferguson er ikke kun en dagsordensættende begivenhed, fordi den er, hvad TV-journalister kalder »gode billeder«; den sætter dagsordenen, fordi den reflekterer et amerikansk samfund, som i skåltaler betragter sig selv som »et post-etnisk samfund«, men som aldrig er nået dertil.

I 50 år har statistikken således ikke bevæget sig, som relative tal fra Washington Post viser: Den sorte ledighed er stadig dobbelt så høj som den hvide, den hvide husstandsindkomst er stadig 65 pct. højere end den sorte, hvide har stadig tre gange så stor formue som sorte, fattigdomsraten er stadig tre gange så høj blandt sorte, og seks gange så mange sorte som hvide mænd bliver stadig sendt i fængsel.

Og Martin Luther Kings drøm er stadig ikke gået i opfyldelse. Sorte og hvide lever ikke side om side, hånd i hånd. Den typiske hvide amerikaner lever i et kvarter, som er 75 pct. hvidt, og den typiske sorte lever i et kvarter, som er 45 pct. sort, og i storbyerne er det endnu mere dramatisk, viser en ny undersøgelse fra Brown University. Undersøgelsen opererer med en skala for raceadskillese, og tal over 60 indikerer »dyb raceadskillelse«, og byer som New York, Philadelphia og Chicago scorer alle over 70, og det samme gør den storby, som Ferguson er en del af, St. Louis.

Hvid betjent skød sort ung mand

Det er den virkelighed, som billederne i Ferguson kommer ud af, og gnisten til billederne kom lørdag 9. august, kort efter klokken 13.

Den 18-årige Michael Brown var sammen med en jævnaldrende kammerat på vej hen til sin bedstemor; de gik på vejen, ikke på fortovet. Politibetjent Darren Wilson rullede op på siden af dem i sin patruljevogn og sagde ifølge vidner: »Fuck ind på fortovet med jer.«

Det er omstridt, hvad der derefter skete. Ifølge Michael Browns kammerat svarede Brown igen, betjenten blev ophidset og steg ud af bilen, Brown løb, og betjenten greb sin pistol og skød ham. Ifølge betjenten var forløbet anderledes. Brown var aggressiv over for ham og angreb ham, og betjenten anholdt ham. I patruljevognen greb Brown ud efter hans pistol, og han skød ham i selvforsvar.

Nedskydningen foregik ikke vidneløst; en Twitter-bruger tweetede således i real-time om forløbet. Han skrev, hvordan en politimand skød Brown. »Hvorfor skød de ham,« spurgte en anden. »Fyren løb, og strisserne skød ham bare. Jeg så ham dø,« skrev han senere og tweetede også et makabert lig-foto. Et ligsyn viste senere, at Michael Brown var ramt af seks skud – i hovedet, på armen og kroppen – og han var skudt fra god afstand

For enhver politichef er det en alvorlig situation – en hvid betjent skyder en ubevæbnet sort mand - og med berettigede spørgsmål om rimeligheden i brugen af dødelig vold. Mere alvorligt bliver det af, at USA inden for den seneste måned har oplevet fire lignende tilfælde, hvor politiet tilsyneladende uden grund dræbte ubevæbnede sorte mænd, og det er ikke mere end et år siden, at den hvide sikkerhedsvagt George Zimmermann blev frifundet for at dræbe den sorte og ubevæbnede Trayvon Martin.

Kampklædte betjente mod demonstranter

Og endnu mere alvorligt bliver det af den politiske dissonans i Ferguson; forstaden er 64 pct. sort, men byrådet er 80 pct. hvidt, byens politichef er hvid, og politistyrken er 95 pct. hvid.

Den slags kendsgerninger ville få de fleste politichefer til at fare med en vis politisk takt og gehør – også fordi han selv skal efterforske drabet og dermed fremstå upartisk; men Tom Jackson havde ikke fået takt og gehør med på arbejde den dag. Han stillede sig på betjentens side, refererede hans begivenhedsforløb og sagde, at det var ubestridt, at Michael Brown havde grebet ud efter betjentens pistol i patruljevognen, og at betjenten havde skudt i selvforsvar. Derefter nægtede politichefen – som det ellers er kutyme i USA – at offentliggøre betjentens navn, og i efterforskningen afhørte han ingen sorte vidner.

Og da demonstrationerne begyndte, svarede han med en massiv optrapning og mødte de sorte demonstranter med hvide betjente i kampuniform og udstyrede med maskinpistoler, gasmasker, pansrede mandskabsvogne og minesikrede lastbiler og med skarpskytter med halvautomatiske rifler, som pegede direkte på demonstranterne.

Sceneriet lignede ikke en forstad i Amerika, men Sharpeville eller Birmingham i 1960erne, og som psykologer kunne forklare bl.a. belært af katastrofen på Heysel-stadion i Belgien i 1985: Når politiet svarer med så massiv en militarisering, militariserer flokken også, og »en politi-militarisering forener flokken i offerfølelse«, som New Republic noterede. Det var, hvad der skete på Heysel, og det var, hvad der skete i Ferguson, hvor konflikten til sidst blev så polariseret, at politiet med forsæt gassede et kamerahold fra al-Jazeera og med en forbløffende brutalitet anholdt to kendte journalister, der sad på en McDonald’s og skrev.

Demonstration af tonedøvhed

Billederne fra Ferguson var efterhånden umulige at ignorere, og præsident Obama ringede til guvernør Jay Nixon og erklærede sig »bekymret over udviklingen«, og guvernøren greb ind og gav en sort chef fra statspolitiet ansvaret for at tackle sikkerheden i forstaden.

Det gjorde umiddelbart en forskel. Chefen fra statspolitiet gik selv i sin uniform blandt demonstranterne, det samme gjorde præster og lokalpolitikere, og der var ingen skarpskytter, ingen kampuniformer og kun en magtfuld manifestation af et samfund, som ønskede fair play.

Men politichef Tom Jackson var ikke færdig med at spidse situationen til. Uden at orientere hverken guvernør Jay Nixon eller chefen fra statspolitiet holdt han fredag et umotiveret pressemøde. På den ene side fortalte han, at Brown inden nedskydningen havde stjålet cigarillos i en kiosk, og at han derfor var eftersøgt af politiet, og han offentliggjorde også en video fra kiosken. På den anden side sagde han, at den skydende betjent, Darren Wilson, ikke kendte til butikstyveriet, da han konfronterede Michael Brown. Den sidste oplysning nullificerede dermed den første, og oplysningen om butikstyveriet var derfor enten et forsøg på tilsværtning af en død mand eller – igen – en demonstration af tonedøvhed.

Som statspolitichefen bittert sagde efter Jacksons pressemøde: »Vi har netop skudt os selv i foden,« og Jay Nixon sagde, at pressemødet var lige præcis, hvad situationen ikke behøvede. Og ganske forudsigeligt begyndte de voldsomme demonstrationer igen fredag aften, og de er fortsat siden.

Undersøgelse af racisme

Og dermed vender vi tilbage til spørgsmålet: Hvorfor har politichef Tom Jackson og politiet i Ferguson handlet, som de har? Er det inkompetence – eller er det hvidhed? Det sidste er ifølge en række nyere psykologiske undersøgelser ikke så langt ude, som det umiddelbart lyder.

En af undersøgelserne er fra Yale University, hvor psykologerne ifølge tidsskriftet Science undersøgte, hvorfor vi stadig ser så mange racistiske handlinger, når vi samtidig ser en nedgang i racistiske holdninger. I et forsøg rekrutterede universitetet 120 ikke-sorte personer, og de studerede, hvordan de reagerede og agerede på et tilfælde af racisme.

Nogle af dem blev enkeltvis placeret i et klasselokale ved siden af en sort og en hvid person; de troede, at de to sidstnævnte også var forsøgsdeltagere, men i virkeligheden var de en del af forsøget. På et tidspunkt rejste den sorte mand sig op, han stødte ind i den hvide mands knæ, og da den sorte var ude af lokalet, sagde den hvide mand en række robuste racistiske kraftudtryk, f.eks. »det er typisk for sådan en klam nigger«.

Ingen af forsøgspersonerne greb ind eller udfordrede den pågældendes racisme.

Bagefter blev forsøgspersonerne bedt om at vælge den sorte eller hvide mand som partner for en matematiktest. De forsøgspersoner, som udefra havde overværet optrinnet, valgte overvejende den sorte mand. Men de personer, som havde været inde i klasselokalet under optrinnet, valgte overvejende den hvide. Hvorfor?

Fordi når vi betragter en situation udefra, tænker vi med vores kultur – vi tænker på, hvordan vi gerne vil være, altså ikke-racister; men når vi selv er i situationen, tænker vi med vores natur – og det vil sige, at hvide tænker hvidt, uanset racisme, siger forskerne.

Psykologer kalder den slags racisme for implicit association, og Stanford University har for nylig offentliggjort en lignende undersøgelse. Hvide forsøgspersoner blev bedt om at skrive under på en underskriftsindsamling for hårdere straffe. Indsamlingen var ledsaget af en video med anholdelsesbilleder, og når der var flere sorte på anholdelsesbillederne, skrev 50 pct. flere af de hvide forsøgspersoner under.

Hvis psykologerne har ret, forklarer de et godt stykke ad vejen det ellers uforklarlige. Hvorfor en politichef og en politistyrke kan gøre så meget for at gøre så mange så vrede. Og det forklarer også, hvorfor USA ikke er dér, hvor valget af en sort præsident og skåltalerne om det post-etniske samfund ellers indikerer:

Fordi amerikanerne stadig – om de vil eller ej – tænker i sort og hvidt.